AVIZ

Stedfar blev bestormet af telefonfis i søgen på sin 13-årige pige

Reaktioner ved grundlovsforhør i byretten i Næstved
Reaktioner ved grundlovsforhør i byretten i Næstved (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det var en tydeligt berørt stedfar, som mandag eftermiddag stillede sig op foran pressen ved Retten i Næstved.

Her havde retten kort forinden afgjort, at en 32-årig mand skal varetægtsfængsles på en begrundet mistanke om, at han har bortført stedfarens 13-årige pige og udsat hende for overgreb.

– Jeg har modtaget tusindvis af opkald og beskeder. Langt de fleste har været fra folk, der har haft lyst til at hjælpe. Desværre har 500 måske af dem været unge mennesker, som har haft behov for at lave telefonfis.

– Jeg vil gerne appellere til, at I snakker med jeres børn omkring, hvordan man håndterer den information, som et telefonnummer er.

– Jeg har været nødt til at tage hver eneste telefon, der har ringet, i håb om at det kunne give os et svar. Det har været svært, og jeg håber, at I vil snakke med dem, siger stedfaren.

Den 13-årige pige blev meldt savnet lørdag eftermiddag, efter at hun havde gennemført sin avisrute ved Kirkerup på Sydvestsjælland og ikke vendte hjem. Hendes cykel, taske og mobil blev senere fundet efterladt.

Efter en massiv efterforskning og flere end 600 henvendelser til politiet blev pigen fundet søndag eftermiddag kort før klokken 15 på en adresse ved Korsør.

– Jeg vil ganske kort godt have lov at sige tusinde tak. Specielt tak til det danske politi, som har gjort et fantastisk, enestående arbejde. De har knoklet dag og nat og med flere ressourcer, end de har haft til rådighed.

– Jeg vil gerne takke den danske befolkning, som med al deres kærlighed, varme, beskeder og opkald dag og nat har været en utrolig støtte og hjælp, siger stedfaren.

Mandag fik han så i retten sat ansigt på den 32-årige mand, som ifølge politiet har bortført pigen og udsat hende for voldtægt. Manden erkender sig delvist skyldig.

– Jeg har på familiens vegne været inde og sat billede på en mand, som kan finde på at gøre ting ved børn. Det var det, vi lige havde behov for, siger stedfaren.

Han slutter med endnu en gang at sige tak og fortælle, at de nu har brug for at samle sig som familie:

– Det håber jeg, at I vil respektere.

Den 32-årige er foreløbigt varetægtsfængslet ind til 11. maj.

/ritzau/

Andre læser også