AVIZ

Dansk satellit er sendt ud i rummet ved fjerde forsøg

DISCO-1
DISCO-1 (Illustration Aarhus Universitet/Free)

Efter fire forsøg blev en danskudviklet satellit kaldet Disco 1 lørdag morgen sendt afsted fra den amerikanske delstat Californien.

Det skriver DR.

Det blev fejret med champagne lørdag morgen på Aarhus Universitet, som er et af de fire danske universiteter, der har været med til at udvikle Disco 1.

– Det er kulminationen på tre års samarbejde om at lave et fælles studenter-satellitprogram, siger Christoffer Karoff. Han leder projektet og er lektor på Aarhus Universitet.

– At vi har fået de studerende på forskellige universiteter til at samarbejde er noget af det, jeg er gladest for, siger han.

Der er tale om en såkaldt cubesat – en minisatellit, som blot måler 10 gange 10 gange 10 centimeter og vejer lidt over 1 kilo.

Opsendelsen blev udskudt fredag med 28 sekunder igen. Det var vejrforholdene, der stoppede opsendelsen.

Men lørdag morgen kom Disco 1 så afsted.

Håbet er, at den lille computer i forbindelse med Disco 2, som opsendes næste sommer, kan lave simpel billedbehandling af de fotografier, minisatellitten tager.

De studerende har fået hjælp af det danske satellitfirma Space Inventor, som har hjulpet dem med at bygge Disco 1.

Christoffer Karoff siger, at de studerende, der har været en del af Disco-projektet, bliver vigtige for den danske rumsektor.

– Jeg er sikker på, at de studerende, der er en del af projektet, bliver dem, man ringer til, hvis man vil vide noget om dansk rumforskning om fem til ti år, siger han.

Tidligere forskning har indikeret, at omkring 60 procent af studentersatellitter dør. Det siger René Fléron, der forsker i cubesats ved Danmarks Tekniske Universitet til Videnskab.dk

Men det er der taget højde for, mener Christoffer Karoff.

– Der er kalkuleret med en risiko for at fejle, så vi kan prøve de nyeste teknologier af, siger han.

/ritzau/

Andre læser også