Her blev de udsat for mishandling, idet de med jævne mellemrum blev slået af en eller flere koranlærere samt farens hustru og mor.
Desuden blev pigen på 12 år handlet på et marked og efterfølgende tvunget til samleje med en cirka 40-årig mand.
Pigen blev også tvunget til at indgå ægteskab med en 30-årig mand i cirka et år, indtil de blev skilt igen.
Derudover har en lægelig undersøgelse slået fast, at pigen blev omskåret under opholdet.
Et nævningeting i Odense finder børnenes beretning om opholdet troværdige og sammenhængende, mens farens nægtelse af forholdene tilsidesættes.
Manden med somalisk baggrund er synligt utilfreds, da retsformanden oplæser skyldkendelsen.
– Det er ikke rigtigt det der, stop det. Jeg har ikke solgt hende. Allahu Akbar (Gud er stor, red.), råber han ophidset og slår ud med hænderne.
Han rammer sin forsvarsadvokats computerskærm.
Herefter afbrydes retsmødet, og den tiltalte føres ud af lokalet. Mødet genoptages kort tid efter med den tiltalte i et afsides lytterum.
Faren rejste med børnene til Kenya i juni 2017.
De ville vende tilbage til Danmark, når børnene igen skulle begynde i skole i Danmark efter sommerferien, forsikrede han.
Men det skete ikke.
Først fire år senere – i december 2021 – vendte børnene hjem. Det skete, efter at børnene var blevet internationalt efterlyst.
Børnene blev herefter afhørt om rejsen og kunne berette om et mareridtsagtigt forløb, hvor de nærmest på daglig basis blev udsat for vold.
Børnenes mobiltelefoner og pas var blevet inddraget af faren, og de vidste ikke, om de nogensinde ville få deres mor og søskende i Danmark at se igen.
Under retssagen kom det frem, at lærere fra pigens skole i Odense havde sendt en akut underretning til Odense Kommune kort før afrejsen.
Pigen havde over for læreren givet udtryk for, at faren ville have, at “hun skulle blive mere muslimsk”.
Det førte til, at faren blev indkaldt til et møde med kommunen to dage før afrejsen.
Her beroligede han kommunens repræsentanter og forsikrede, at han ville vende tilbage med børnene efter sommerferien.
Faren vendte senere tilbage til Danmark, men det var uden børnene. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i januar 2022.
Den tiltalte har nægtet sig skyldig.
Han har forklaret, at han ikke vendte tilbage til Danmark med børnene, fordi han ikke længere havde et sted at bo.
Han har afvist alle anklager og hævder, at det er hans ekskone, der har overtalt børnene til at fremsætte falske beskyldninger.
Hun vil have børnene for sig selv, har han forklaret i retten.
Sagen genoptages 18. april, hvor anklager og forsvarer skal argumentere for en passende straf.
Det ventes dom i sagen 25. april.
/ritzau/
Andre læser også