AVIZ

Kina: Vi kommer ikke til at sende våben til Rusland

Foreign Minister Baerbock visits China
Foreign Minister Baerbock visits China (Soeren Stache/Ritzau Scanpix)

Det understreger den kinesiske udenrigsminister, Qin Gang, fredag i forbindelse med et besøg fra Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock.

– Vi sender ikke, og vi kommer ikke til at sende våben til stridende parter, siger Qin Gang efter næsten to timers samtale med Baerbock.

Den kinesiske minister forklarer, at Kinas rolle i Ukraine er at fremme forsoningen og sætte skub i fredsforhandlingerne.

Samtidig sender han en løftet pegefinger til Vesten.

– Det sidste, Kina har brug for, er en lærer fra Vesten, siger Qin Gang.

Kommentaren er blandt andet en henvisning til vestlig kritik af menneskerettighedssituationen i Kina. Qin Gang mener dog ikke, at der er nogen “ensartet standard på tværs af hele verden”.

Baerbock svarer, at der rent faktisk er en “fælles standard” og henviser blandt andet til FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Den vestlige kritik har især omhandlet Xinjiang-regionen, hvor uighurer og andre muslimske mindretal menes at blive undertrykt.

Menneskerettighedsgrupper og uighurer, som er flygtet fra Kina, har beskrevet, at hundredtusindvis af uighurer og andre minoriteter er blevet tvunget i genopdragelseslejre, hvor de lever under elendige forhold.

Baerbocks besøg i Kina finder sted i hovedstaden Beijing.

Mens størstedelen af verdens mest magtfulde lande har fordømt den russiske invasion af Ukraine, har Kina været mere tilbageholdende.

I sidste måned mødtes den kinesiske præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den russiske hovedstad, Moskva.

Her understregede de to ledere deres gode forhold.

/ritzau/dpa

Andre læser også