Med 28 sekunder igen blev opsendelsen fredag morgen udskudt igen.
Det fortæller Christoffer Karoff, der er lektor ved Institut for Geoscience og Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.
Han er samtidig leder af det Danske Studenter Satellit Program (Disco).
– Der skete desværre det, at opsendelsen blev stoppet 28 sekunder før det, vi kalder lift off, fordi der var meldinger om, at vejret ikke var til opsendelse.
– Det sker, når man sender raketter op. Det er lidt usædvanligt, at det sker med 28 sekunder igen, men deres målinger har vist, at vindene har været stærkere, end man kunne leve med, forklarer han.
Det er ikke vindforholdene på landjorden, der volder problemer, men derimod vinden i omkring 100 meters højde.
– Det amerikanske forsvar sendte første del af deres missilforsvar op før påske, og der blev opsendelsen afblæst med tre sekunder igen. Så blev den sendt op dagen efter.
– Det er unormalt, at det sker med tre sekunder igen og også med 28 sekunder, men sådan var det altså i dag. Opsendelsesvinduerne er meget korte, siger han.
Det er Space X, som er stiftet af Elon Musk i 2002, der har udviklet og produceret satellitten.
Satellitten skulle første gang have været opsendt tirsdag. Så blev det onsdag, dernæst fredag.
Onsdag lød det, at udsættelsen var nødvendig, fordi SpaceX ville foretage en række test af raketten.
Nu gør de forsøget igen lørdag morgen, fortæller Christoffer Karoff.
Han understreger, at man kun afblæser opsendelsen, hvis det er strengt nødvendigt.
– Det er ikke for sjov, for der var fyldt brændstof på, og sådan en opsendelse koster mange penge for Space X. Så de er nok mest kede af det, siger han.
Stemningen var dog trykket i både Aarhus og Odense, hvor mange forskere og studerende sad klar til at følge med, fortæller Christoffer Karoff.
Disco 1 måler ti gange ti centimeter og vejer omkring et kilo. Den har en mikrocomputer med, som er udviklet til at lave maskinlæring.
Den skal ifølge planen teste teknologien for de danske studerendes næste satellit, Disco 2.
Disco 2 er en klimasatellit, som skal sendes op i sommeren 2024. Den vil være lidt større, og det er meningen, at Disco 2 skal tage billeder af gletsjere i Grønland.
/ritzau/
Andre læser også