AVIZ

Dyr uddør på Mauritius. Det sætter øens økosystem i fare

“Mange planter, og særligt på tropiske øer som Mauritius, er afhængige af, at dyr hjælper med at sprede deres frø. Hvis dyrene, der kan hjælpe med at sprede frøene, uddør, kommer planterne i problemer,
“Mange planter, og særligt på tropiske øer som Mauritius, er afhængige af, at dyr hjælper med at sprede deres frø. Hvis dyrene, der kan hjælpe med at sprede frøene, uddør, kommer planterne i problemer," siger forsker bag nyt studie. Foto: Unsplash.

Pressemeddelelse

13.4.2023 15:56:33 CEST | Københavns Universitet – Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Frodige planter, store træer og mange forskellige, smukke og farverige eksotiske dyr. Sådan forestiller de fleste sig nok den lille ø Mauritius i Det Indiske Ocean.

Men sådan ser fremtiden måske ikke ud. Som flere andre steder i verden er øen og dens natur i risiko for masseuddøen, og den blomstrende natur og de mange forskelligartede dyr kan om bare et eller to årtier måske være svundet ind til meget få.

I hvert fald hvis uddøen af de mange planter og dyr på øen fortsætter. De indgår i et særligt sensitivt økosystem, hvor dyr hjælper planterne med at sprede deres frø. Men hvis dyrene forsvinder eller bliver erstattet af helt nye arter, bliver frøene ikke spredt på samme måde som hidtil. Og det er et stort problem, fastslår nyt studie fra Københavns Universitet.

“Mange planter, og særligt på tropiske øer som Mauritius, er afhængige af, at dyr hjælper med at sprede deres frø. Hvis dyrene, der kan hjælpe med at sprede frøene, uddør, kommer planterne i problemer, fordi de dyr, mennesker har bragt til øen, ødelægger frøene i stedet. Det øger risikoen for, at planterne, der stadig er på øen, uddør,” siger Julia Heinen. Hun er postdoc på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Globe Institute på Københavns Universitet og førsteforfatter på det nye studie.

Hvis planterne dør, vil de frugter, der vokser på dem, også forsvinde fra øen. Og det giver så igen nye problemer for øens eget lille økosystem, fordi de dyrearter, der lever af frugterne, også vil få problemer.

Mennesker kom med nye dyrearter – men det hjælper ikke

Den nok mest kendte mauritiske fugl, der ikke længere findes, er en dodo – eller dronten, som vi kalder den på dansk. Den er sidst set på øen i 1600-tallet. Og den findes ingen andre steder.

Samme skæbne har ramt andre af øens særlige planter og dyr som kæmpeskildpadder. Og selvom der er kommet nye dyr til øen, så vil de ikke have samme egenskaber som for eksempel dronten og kæmpeskildpadderne, fortæller Julia Heinen.

”Efter dronten og andre mauritiske dyr er uddøde, er der kommet andre dyr til øen. De er enten kommet med menneskene, eller de har selv fundet vej til øen. Men de kan ikke erstatte de uddøde dyrs funktion i økosystemet,” siger hun.

Det skyldes, at de ikke helt opfører sig på samme måde, som de dyr, der ikke længere lever på øen.

”Nu er der rotter, grise, aber og nogle andre typer af fugle. Og de spiser faktisk de samme frugter, men de ødelægger dem, og det har ikke en positiv effekt på planterne,” siger hun og tilføjer:

“Hvis vi fjerner én art fra øen, for eksempel dronten, så ødelægger vi forbindelsen til andre. Det er ligesom et korthus. Så vil de planter, der blev spist af dronten og andre dyr på Mauritius også være i risiko for at uddø.”

Rotterne er den helt store skurk

Det hele startede omkring 400 år siden, da menneskene kom sejlende til øen i deres både. Med på skibene havde de nemlig ubudne gæster, forklarer Michael Krabbe Borregaard, der er lektor og seniorforfatter på studiet.

”Rotter er et stort problem, når de ankommer til en ø. De gemmer sig på skibene sammen med menneskene, så da menneskene kom til øen, var rotterne med. Rotterne spiser og ødelægger frø, men de er også glade for fuglenes æg,” forklarer Michael Krabbe Borregaard.

På den måde har rotterne, siden menneskene kom til øen, været med til at ødelægge det lille økosystem. Men der findes stadig dyr og planter, der får økosystemet til at køre rundt. En af dem er en særlig flagermus.

“Mauritius frugtflagermusen et meget unikt og truet dyr, som spiller en afgørende rolle i økosystemet, fordi det er et af de få tilbageværende dyr, der kan sprede planterne ud over øen. Men myndighederne slår aktivt flagermusene ihjel, fordi de larmer og spiser mangoerne i folks baghaver,” supplerer Julia Heinen og fortsætter:

”Folk er meget frustrerede, men myndighederne ignorerer videnskaben. Og Mauritius er det sidste sted på Jorden, flagermusen lever.”

Vi bør beskytte de resterende dyr for at beskytte planterne

Det er altså kun få hundrede år, efter menneskene ankom til øen, at flere planter og dyr, der hørte øen og øens økosystem til, er uddøde. Og nu begynder vi at se konsekvensen ved, at dyrene ikke længere er på øen.

Hvis vi skal redde økosystemet på Mauritius og andre små, farverige og frodige øer, skal vi hjælpe det på vej.

”Vi ved endnu ikke, hvordan vi stopper udryddelser på øer i hele verden, men denne undersøgelse gør det klart, at vi på Mauritius kan forhindre tabet af de indfødte planter, hvis vi stopper med at aflive de mauritiske frugtflagermus og starter bevaringsprojekter med fokus på mauritiske Bulbul og fortsætter med at beskytte Telfairs firben.”

Andre læser også