Pressemeddelelse
13.4.2023 08:00:00 CEST | Landsbyggefonden
Efter flere måneders spænding og hårdt arbejde blandt deltagere fra hele verden, kan Landsbyggefonden nu afsløre de fire vindere af den internationale idékonkurrence Neighbourhoods for Generations.
Deltagerne skulle bidrage med idéer til, hvordan man i den almene boligsektor kan imødekomme de demografiske udfordringer, som faldende fødselsrater og højere levealder fører med sig. Kort sagt: Hvordan skal vi bo sammen i fremtiden på tværs af generationer?
Vinderne er idéforslaget Nursing the Care (LOCAL Arkitekter, psykolog Anna Helle-Valle og læge og direktør Sebastian von Hofacker for Verdighetsenteret) fra Norge, Thinking Outside the B(l)ox (Hele Landet – Sociale Arkitekter, ØsterGro og Andreas Høegh fra Musicon-Sekretariatet), Feed-Back (Schmidt Hammer Lassen og Fælleshaven) og The #ABC-Strategy (Gründl Haahr Arkitekter), der alle tre er danske.
De fire vinder-teams er forankrede i arkitektur, men inddrager alle forskellige fagligheder og tværgående metoder.
Juryen skulle udvælge vinderne blandt 78 forslag fra hele verden, og interessen har været overvældende, siger Steen Birkedal, driftsdirektør i Landsbyggefonden.
– Vi tog initiativ til Neighbourhoods for Generations for med helt nye perspektiver at skabe viden og debat om, hvordan vi skal bo sammen i fremtiden og skabe fleksible fremtidssikrede boligkvarterer. Vi er derfor også enormt glade og stolte over interessen ikke bare for idékonkurrencen, men også for generationskvarterer som dagsorden.
I Neighbourhoods for Generations skulle der tages udgangspunkt i de to caseområder Høje Gladsaxe og Axelborg, ligesom juryen har haft fokus på at vinderløsningerne både skulle være innovative, men samtidigt robuste og skalerbare.
Og det var ikke en nem opgave at vælge de fire vindere, fortæller Christian Pagh, direktør og chefkurator for Oslo Architecture Triennale, som er juryformand for konkurrencen.
– De bedste ideer er dem, som formår at flette et nabolags forskellige elementer sammen på nye måder – det fysiske og det sociale, det uformelle og institutionelle.
Nursing the Care har ifølge juryen for eksempel en meget stærk vision for, hvordan ældreomsorg og plejeydelser kan blive en del af et nabolag – i stedet for at være gemt væk i en institution.
The #ABC-Strategy viser, hvordan man kan skabe et nabolag, hvor generation og funktioner flettes bedre sammen via nye fleksible boligtypologier til alle livets faser, hvilket har stort potentiale.
Der er ifølge juryen også store potentialer i Feed-backs fokus på cirkulariteten i madkultur og genbrugskulturens som samlingspunkt for flere generationer og i Thinking Outside the B(l)ox’ præmierede interesse for governance og muligheden for flere alternative samejerskaber mellem almene boligorganisationer og private aktører.
Udover de fire vindere har juryen, der består af stærke profiler inden for både arkitektur, byplanlægning og urban design, også udvalgt 10 honourable mentions. Her kommer idéerne helt fra Australien, Sydafrika, Kina, USA, Peru m.fl.
Selvom idékonkurrencens løsningsforslag var anonyme, og der kom bud fra hele verden, endte fire vindere med at være nordiske. Og det kan der være flere årsager til, forklarer Christian Pagh.
– Vinderne har evnet at skitsere ideer, som både er visionære og realistiske. Det kan kræve en god kulturel forståelse at kunne gribe ind i en dansk nabolagssammenhæng på en overbevisende måde.
– Et nabolag er jo per definition lokalt og specifikt, så det er i mine øjne ikke så overraskende, at vinderne findes blandt danske og et norsk bud. Uanset har det været virkelig inspirerende at se så forskellige idéer fra hele verden, siger Christian Pagh.
I Landsbyggefonden er man mere end tilfredse med de løsninger, der er kommet ud af konkurrencen, der er et helt nyt tiltag.
Nu glæder man sig til, at vinderne de kommende måneder skal bruge præmien til at videreudvikle idéerne og gøre dem klar til at blive udstillet til sommer.
– Målet med Neighbourhoods for Generations har fra begyndelsen været at skabe nytænkende og inspirerende løsninger på de demografiske udfordringer ikke bare i den almene boligsektor, men som hele samfundet står over for, siger Steen Birkedal og fortsætter.
– Håbet er, at idéerne kan blive til konkrete og skalerbare løsninger, som boligområder rundt om i hele Danmark kan bruge, og vinderne har helt sikkert det potentiale.
I første omgang skal vinderprojekterne præsenteres, når fremtidens generationskvarterer er temaet for Landsbyggefondens konference Bystrategisk Udsyn d. 30. maj 2023 i København.
Her løftes sløret for de færdigudviklede projekter, som d. 29. juni kan ses med egne øjne af alle interesserede, når de udstilles i Jernbanebyen hos Velux-projektet Living Spaces.
Udstillingen afholdes i forbindelse med, at København er udpeget som arkitekturhovedstad af UNESCO, og den store arkitektkongres UIA afholdes i byen d. 2.-6. juli 2023.
Andre læser også