AVIZ

FBI har anholdt 21-årig i lækagesag

FILES-US-MILITARYINTELLIGENTE-DOCUMENTS-LEAK-MEDIA
FILES-US-MILITARYINTELLIGENTE-DOCUMENTS-LEAK-MEDIA (Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix)

Det bekræfter USA’s justitsminister, Merrick Garland, i en udtalelse.

Den 21-årige er anholdt “i forbindelse med en efterforskning af en formodet uautoriseret fjernelse, opbevaring og overførsel af klassificerede nationale forsvarsoplysninger”, siger Garland.

En videooptagelse, der torsdag bliver vist på amerikanske tv-kanaler viser tungt bevæbnet politi føre en ung mand væk fra en ejendom i byen North Dighton i den amerikanske delstat Massachusetts.

Den unge mand, som er iført en grå T-shirt og røde shorts, bliver ført ind i en bil. Hans hoved er bøjet, og hans hår er kortklippet.

Teixeira er nu i politiets varetægt. Han skal senere fremstilles for en dommer i Boston i Massachusetts, meddeler justitsministeren. Det er ikke umiddelbart oplyst, hvornår det ventes at ske.

Den 21-årige er menig i luftværnsstyrken Air National Guard. Det er en føderal reservestyrke knyttet til USA’s luftforsvar.

En talsmand for Pentagon siger på en pressekonference, at det var en “overlagt og kriminel handling” at lække de fortrolige dokumenter.

– Vi har strenge retningslinjer for klassificeret materiale, siger talsmanden, Patrick Ryder.

Den 21-årige er leder af den onlinegruppe, hvor et antal hemmeligstemplede dokumenter er blevet lækket i de seneste måneder.

Det skriver New York Times. Avisen har fulgt et “spor af digitale beviser”, der førte frem til ham.

Jack Teixiera arbejder i efterretningsafdelingen af Air National Guard i sin hjemstat, skriver avisen.

Mistanken mod ham går på, at han her har fået fat i fortrolige dokumenter, som han har postet i onlinegruppen “Thug Shaker Central”.

Gruppen består af 24 personer, der samles om deres “fælles interesse for skydevåben, militært udstyr og Gud”, skriver Washington Post. Ifølge avisen er der også personer fra Rusland og Ukraine med i denne gruppe.

USA’s præsident, Joe Biden, der torsdag er på besøg i Irland, siger i en kommentar til sagen, at efterforskere er tæt på at finde kilden til lækagen.

– Der er en omfattende efterforskning i gang med efterretningstjenesterne og justitsministeriet. Og de nærmer sig, siger Biden ifølge New York Times.

Dokumenterne – hvis ægthed endnu ikke er bekræftet – har afsløret detaljer om en række stater og deres militære kompetencer.

Meget af det handler om krigen i Ukraine. Blandt andet er der detaljer om USA’s og Natos hemmelige planer om at opbygge det ukrainske militær.

Der er også følsomme vurderinger af Ukraines militære kompetencer og mangler.

Ét dokument nævner, at en række vestlige lande angiveligt skal have et mindre antal soldater fra specialstyrker indsat i Ukraine.

Det er ikke umiddelbart klart, hvordan en lavt rangerende 21-årig menig skulle have fået adgang til dokumenter, der er stemplet som hemmelige eller tophemmelige.

Men en unavngiven embedsmand siger til New York Times, at ansatte i USA’s regering, som er sikkerhedsgodkendte, modtager den type dokumenter dagligt. De kan være videresendt på e-mail, muligvis ved en fejl.

/ritzau/

Andre læser også