AVIZ

Stærkt salg af vægttabsmiddel får Novo Nordisk til at opjustere

Illustrations of Wegovy injector pens in Chicago
Illustrations of Wegovy injector pens in Chicago (Jim Vondruska/Reuters)

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den 2. februar i år lød forventningerne, at både omsætning og driftsresultat ville vokse mellem 13 og 19 procent sammenlignet med sidste år.

Nu forventer Novo Nordisk, at salget vil vokse mellem 24 og 30 procent.

Resultatet af driften forventer medicinalselskabet vil få et yderligere løft og vokse med 28 til 34 procent.

– Salgsudsigterne for 2023 er hævet, hvilket primært afspejler recepttrends for Wegovy i første kvartal og højere helårsforventninger til salget af Wegovy i USA, skriver Novo Nordisk i meddelelsen.

Det var forventet af de fleste analytikere, at der ville komme en opjustering fra Novo Nordisk.

Alligevel er det en “meget stærk opjustering”, fortæller Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank med fokus på blandt andet medicinalindustrien.

– Vi har set meget stærke receptudskrivningstendenser for Wegovy i USA, som nærmest har peget ind i himlen. Usikkerheden har kørt på, om man produktionsmæssigt var i stand til møde efterspørgslen.

– Det er der noget, der tyder på med denne her opjustering, siger Søren Løntoft Hansen.

Selv havde han forventet en opjustering på omkring 24 procent i både omsætning og indtjening.

– Så denne opjustering er noget bedre, end jeg havde forventet, siger han.

I årets første tre måneder er medicinalselskabets salg steget 25 procent sammenlignet med samme periode året før.

Resultatet af driften er vokset med 28 procent.

Foruden opjusteringen oplyser Novo Nordisk, at selskabet har fået endnu en kontraktproducent. Det skal være med til at imødekomme efterspørgslen på Wegovy.

– Det virker, som om Novo Nordisk har godt styr på sin produktionskapacitet i øjeblikket, siger Søren Løntoft Hansen.

Sidste år tjente Novo Nordisk 55,5 milliarder kroner. Det er selskabets rekord.

Det er opsigtsvækkende, at et stort selskab som Novo Nordisk opjusterer så markant, som tilfældet er her, fortæller Søren Løntoft Hansen.

– Jeg tror, at rigtig mange medicinalselskaber vil være grønne af misundelse over de vækstrater, som Novo Nordisk kan præsentere, siger han.

/ritzau/

Andre læser også