Det skriver nyhedsbureauerne AP og Reuters.
Ifølge Reuters har en unavngiven belarusisk embedsmand fortalt det statsejede russiske nyhedsbureau RIA om udleveringen.
Den i dag 13-årige pige Maria lavede sidste år en tegning i en billedkunsttime. Tegningen viste russiske missiler, der flyver mod Ukraine. På tegningen var ordene “Længe leve Ukraine” og “Nej til Putin, nej til krig”.
Hendes far, Aleksej Moskaljov, blev anholdt for – via tegningen – at have vanæret de russiske styrker. Rusland har i forbindelse med krigen i Ukraine indført strenge straffe for at vanære landets væbnede styrker.
I begyndelsen af marts blev han placeret i husarrest. Senere forsøgte han at flygte, men sidst i marts blev han anholdt i Belarus’ hovedstad, Minsk.
Ifølge AP blev medlemmer af en menneskerettighedsgruppe onsdag fortalt, at manden er blevet udleveret til Rusland.
Aleksej Moskaljov er in absentia blevet idømt to års ophold i straffelejr.
I kølvandet på farens anholdelse blev Maria, der også kaldes Masja, placeret på et “rehabiliteringscenter”. Her sad hun, indtil det i sidste uge overraskende lød, at hun var blevet hentet af sin mor, Olga.
Pigen havde ellers ikke haft kontakt til moren i over syv år.
Ruslands kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova, var med til at annoncere genforeningen mellem mor og datter. Kommissæren er – set fra et vestligt synspunkt – ganske kontroversiel.
Hun har nemlig – ligesom præsident Vladimir Putin – en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol hængende over hovedet.
Det skyldes, at Ruslands deportationer af ukrainske børn til områder under russisk kontrol ifølge FN er en krigsforbrydelse.
Men hun var altså angiveligt med til at genforene mor og datter.
– Masja ville ikke hentes af sin mor i første omgang, og hendes holdning skal rent juridisk være med i overvejelserne. Nu har hendes holdning ændret sig. Det har hun selv fortalt mig, sagde Maria Lvova-Belova torsdag i sidste uge.
Maria lavede tegningen sidste år på en skole i Jefremov, der ligger 290 kilometer syd for Moskva. Her boede hun alene sammen med sin far.
/ritzau/
Andre læser også