AVIZ

Tilsyn politianmelder elproducent for insiderhandel

Højspændingsledninger
Højspændingsledninger (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

I en pressemeddelelse oplyser tilsynet, at selskabet er meldt til politiets National Enhed for Særlig Kriminalitet.

Enheden rummer blandt andet den tidligere statsadvokatur for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der i folkemunde kendes som Bagmandspolitiet.

Forsyningstilsynet vurderer, at selskabet har tilbageholdt oplysninger om sin egen manglende produktionskapacitet fra det internationale elmarked. Dermed er prisen blevet holdt kunstigt lav.

Den lave pris har selskabet ifølge styrelsens mistanke selv nyt godt af, da det selv har opkøbt el på markedet.

Forsyningstilsynet oplyser ikke, hvilket selskab der er tale om. Over for Ritzau henviser man til, at der er tavshedspligt.

Handlen med el, som i sidste ende har betydning for den pris forbrugerne betaler, er reguleret af en EU-forordning fra 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne.

Remit-forordningen, som den kaldes, foreskriver blandt andet, at markedsdeltagere, altså de selskaber, der handler på elmarkedet, skal offentliggøre viden, som har betydning for elmarkedet.

Samme forordning indeholder et forbud mod insiderhandel. Det vil sige, at det er forbudt at handle på elmarkedet, hvis man ligger inde med intern viden.

– Når en markedsaktør får adgang til viden, som kan have væsentlig betydning for prisdannelsen på markedet, har vedkommende pligt til at offentliggøre den pågældende viden, inden aktøren eventuelt handler på den, siger Carsten Smidt, der er direktør i Forsyningstilsynet i pressemeddelelsen.

– Vi har en begrundet mistanke om, at det ikke er sket i dette tilfælde, hvorfor vi nu har anmeldt selskabet til politiet, siger han.

/ritzau/

Andre læser også