Her skal der blandt andet “gøres status” på den nye forsvarsaftale, som Danmark og USA forhandler om.
– Det har vi også en interesse i, for det er en aftale, der i givet fald kommer til at gå ud på vilkårene for en permanent tilstedeværelse i Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.
– Det er sådan nogle aftaler, man har set rundt omkring i Europa, og som er vigtigt at få på plads. For det besegler amerikanernes rolle som helt essentielle for at sikre en sikkerhedsparaply over Europa.
Forhandlingerne blev formelt indledt for et år siden efter længerevarende drøftelser.
Her lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at en ny forsvarsaftale mellem landene kunne omfatte amerikanske soldater på dansk jord.
Men en aftale er “ikke lige rundt om hjørnet”, slår Lars Løkke fast.
– Det er i proces, og det kan man ikke sætte nogen dato på endnu. Jeg tror, at det tog nordmændene tre år at forhandle en aftale på plads.
Norge og USA indgik en forsvarsaftale i 2021, der blandt andet betyder, at amerikanske styrker har fri adgang til bestemte områder i Norge.
Lars Løkke og Antony Blinken skal også drøfte krigen i Ukraine og handel mellem USA og Danmark.
– USA er en vigtig allieret – det er Danmarks vigtigste allierede. Det er i øvrigt også det største eksportmarked. Vi sælger for næsten 200 milliarder kroner til amerikanerne hvert år.
– I disse tider kommer det selvfølgelig meget til at handle om Ukraine efter en periode under Trump, hvor det transatlantiske forhold var lidt glemt, så har vi heldigvis en administration i USA, som er trådt i karakter.
Under besøget, der varer til mandag, skal Lars Løkke også mødes med Mitch McConnell, der er Republikanernes leder i Senatet.
/ritzau/
Andre læser også