Under en tale i Haag overdøvede demonstranterne ham med slagord.
– Jeg tror, vi har mistet noget. Hvor er det franske demokrati, lød råbet fra en mand ved starten af mødet.
Andre havde et udfoldet et banner med teksten: “Præsident for vold og hykleri”.
Macron havde forberedt en vigtig og kontroversiel tale om, hvordan Europa skal blive den tredje stormagt i verden sammen med USA og Kina. At EU ikke skal være et halehæng til USA.
Men det blev i stedet de franske pensioner og hans reform, som i ugevis har trukket hundredtusinder af franskmænd på gaden til ofte voldelige demonstrationer, der dominerede ved starten.
Macron måtte i flere minutter forsøge at tage ordet fra de råbende demonstranterne.
– Jeg kan besvare dette spørgsmål, hvis i giver mig tid, forsøgte han.
– I stemmer, og I vælger folk. Over for det er I nødt til at respektere de institutioner, som folket har valgt, sagde han henvendt til demonstranterne.
– Den dag, hvor I overvejer “hvis jeg ikke kan lide loven, så kan jeg gøre, som jeg har lyst”, så bringer i demokratiet i fare.
Macron har gennemført pensionsreformen, der betyder, at pensionsalderen hæves fra 62 til 64 år, uden afstemning i parlamentet.
Fredag skal forfatningsdomstolen afgøre, om reformen holder sig til loven. Hvis det sker uden anmærkninger, kan Macron sætte den i gang.
/ritzau/Reuters
Andre læser også