AVIZ

Bispebjergs lyserøde forårsbebuder blomstrer igen

Foto. Ursula Bach
Foto. Ursula Bach

Pressemeddelelse

7.4.2023 08:00:00 CEST | Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Flot ser det ud, når kirsebærtræernes blomster danner en lyserød tunnel ned gennem Bispebjerg kirkegård. Det får hvert år rigtig mange københavnere og andre nysgerrige til at valfarte til for selv at opleve det smukke syn.

Der er børnefamilier med barnevogne, ældre med stok og så er der de unge, der med deres smartphone i hånden forsøger at få det helt rigtige billede til de sociale medier.

Der skal være plads til alle og alle skal have en god oplevelse. Udover de førnævnte, og andre besøgende, så gælder det også de borgere, der som pårørende besøger kirkegården af helt andre årsager.

For at sikre en god oplevelse for alle besøgende opfordrer Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning til, at man følger den ensretning til og fra kirsebæralléen, som skilte guider til, når man træder ind på kirkegården. Samtidig opfordres besøgende til at benytte indgangen ved Frederiksborgvej 125.

”Vi glæder os hvert år til det store rykind, som kirsebærtræernes blomstring afstedkommer. I år vil der være en ensretning af vejen til og fra Kirsebæralléen, og på selve alléen kan man frit gå frem og tilbage. Erfaringer fra tidligere har nemlig vist, at en ensretning på dele af stierne kan være med til at give et bedre flow og en bedre oplevelse for de mange besøgende,” siger Jakob Tamsmark, der er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Husk hvor du er

Selvom det måske kan være svært at skjule glæden ved forårets komme og lægge bånd på sig selv, når man færdes ad kirsebæralleen, så skal man huske på, hvor man er.

Bispebjerg Kirkegård er, i sagens natur, en aktiv kirkegård. Derfor opfordres man til at udvise hensyn og være opmærksom på sine omgivelser. Det gælder særligt ved Søndre Kapel når det er højtidelighed, da kapellet ligger op ad Kirsebæralléen.

”Desværre har vi før oplevet, at besøgende ikke har vist tilstrækkeligt hensyn til dem, som er på kirkegården af helt andre årsager. Det kan være efterladte, som sørger over et afdødt familiemedlem, og de har altså førsteprioritet. De er der ikke for at glædes over blomstrende træer, men for at finde ro, og det skal der være plads til. Så vær opmærksom, når du besøger kirkegården og udvis den omtanke,” siger Jakob Tamsmark.

Herunder kan du se et kort over Bispebjerg kirkegård, som viser forløbet af ensretningen samt hvilke ind- og udgange, man bør benytte.

Foto: Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Foto: Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen

Andre læser også