AVIZ

Russisk sammenstød med britisk fly var mere alvorligt end beskrevet

Britain Politics
Britain Politics (Kirsty Wigglesworth/Ritzau Scanpix)

Det viser ét af de lækkede dokumenter fra det amerikanske militær angiveligt ifølge avisen The Washington Post.

Hændelsen er tidligere blevet omtalt, men dokumenterne viser, at den var mere alvorlig end først beskrevet.

I dokumenterne, hvis validitet ikke er blevet bekræftet, bliver hændelsen beskrevet som en “nærveds-nedskydning”.

Hændelsen skete 29. september og involverede et britisk RC-135 overvågningsfly og to russiske Su-27 kampfly.

Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, fremlagde i oktober hændelsen til det britiske underhus.

Her fortalte han ifølge The Washington Post, hvordan de russiske kampfly var blevet sat i luften for at afskære det britiske fly.

De opførte sig ifølge forsvarsministeren “hensynsløst”.

Et af flyene kom inden for fem meter af den britiske RC-135, en type af fly der bruges til at opfange radiotransmissioner og andre elektroniske beskeder.

Derefter skulle et af de russiske fly ifølge Ben Wallace have “frigivet et missil” fra distancen.

Det er uklart, om missilet var rettet imod det britiske fly, og hvor det landede.

Ifølge avisen beskrev forsvarsministeren over for underhuset dog ikke hændelsen som en “nærveds-nedskydning”, men derimod som et “teknisk svigt”.

Efterfølgende skulle han have diskuteret hændelsen med repræsentanter for Rusland.

Ifølge avisen The Guardian sagde en kilde i det britiske forsvar mandag, at beretningerne om hændelsen var upræcise.

Over for The Washington Post har den britiske ambassade i Washington D.C. afvist at kommentere historien, mens den russiske ambassade ikke er vendt tilbage på en henvendelse.

Hændelsen skete før, at en amerikansk drone i marts styrtede ned over Sortehavet efter et sammenstød med to russiske kampfly.

Avisen The New York Times var den første til at skrive om lækket af dokumenterne i sidste uge.

Dokumenterne har dog angiveligt floreret på sociale medier som Twitter og Telegram i flere uger, før de blev bredt kendt.

I dokumenterne kan man læse tophemmelige efterretninger om alt fra Ukraines luftforsvar, Sydkoreas våbenleverancer og den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Lækket af dokumenterne anses som værende én af de mest alvorlige sikkerhedskrænkelser, siden flere end 700.000 dokumenter, videoer og beskeder i 2013 blev offentliggjort på hjemmesiden WikiLeaks.

/ritzau/

Andre læser også