Det annoncerer streamingtjenesten i en pressemeddelelse.
Ifølge mediet The Hollywood Reporter udtaler skaberne af “Stranger Things” – Matt og Ross Duffer – at de altid har drømt om en serie i stil med amerikanske tegnefilmsserier fra 1980’erne som Teenage Mutant Ninja Turtles.
– At se den drøm blive til virkelighed har været virkelig spændende, siger de.
Derudover glæder de sig begge til, at de kan vise manuskripter og tegninger frem fra serien, lyder det.
Den første sæson af “Stranger Things” blev udgivet i 2016. Serien handler om en gruppe børn i byen Hawkins i 1980’ernes USA.
Serien er siden blevet Netflixs mest sete engelsksprogede serie.
Den er fire sæsoner lang, og den kommende femte sæson er efter planen den sidste.
Titlen på den kommende serie er ikke kendt. Det fremgår heller ikke af pressemeddelelsen, hvornår man kan forvente at kunne se den.
Men når det kommer til den kommende serie, vil Matt og Ross Duffer også være involverede. Serien bliver produceret af det australske animationsstudio Flying Bark ifølge The Hollywood Reporter.
Tegnefilm er dog ikke det eneste, der er på tapetet for “Stranger Things”. Der er også planlagt en anden spinoff-serie.
I marts annoncerede Matt og Ross Duffer, at man senere i år kan se et skuespil, som foregår før handlingen i “Stranger Things”.
Det vil blive sat op på Phoenix Theatre i London.
/ritzau/Reuters
Andre læser også