AVIZ

Kina blokerede Taiwan under tre dage lang manøvre

CHINA-TAIWAN-POLITICS
CHINA-TAIWAN-POLITICS (Greg Baker/Ritzau Scanpix)

Kina sagde i en erklæring, at selvstændighed for Taiwan og fred udelukker hinanden.

Beijing beskylder det taiwanesiske styre i Taipei og “fremmede styrker” for at skabe øgede spændinger i området.

– Hvis vi vil værne om fred og stabilitet i Taiwanstrædet, så må vi med kraft modsætte os enhver form for separatisme for et selvstændigt Taiwan, hedder det i en erklæring fra det kinesiske udenrigsministeriums talsperson, Wang Wenbin.

Ifølge det statslige tv i Kina øvede det kinesiske militær sig i at omringe Taiwan, og der blev simuleret angreb med præcisionsraketter mod vigtige mål på øen og i farvandet omkring den.

Dusinvis af kinesiske krigsskibe og fartøjer har deltaget i manøvren sammen med over 70 krigsfly, som blandt andet har opereret fra et hangarskib.

På manøvrens tredje dag indgik der en øvelse, hvor Taiwan reelt var blokeret.

Under manøvrerne søndag kom det til en spændt situation, da næsten 20 krigsskibe – omkring ti fra Kina og omkring ti fra Taiwan lå og vogtede på hinanden nær medianlinjen i Taiwanstrædet, sagde kilder tæt på Taiwans militære ledelse til Reuters.

Øvelsen fandt sted kort tid efter, at Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, er kommet tilbage fra en rejse til USA, hvor hun blandt andet har mødtes med formanden for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

/ritzau/Reuters

Andre læser også