Der er nyt begrundet håb om et gennembrud, efter at de to stormagter i Mellemøsten – Saudi-Arabien og Iran – har genoptaget diplomatiske relationer efter kinesisk mægling.
Krigen i Yemen har over et årti kostet hundredtusinder af menneskeliv og udløst, hvad FN kalder verdens værste humanitære katastrofe.
Diplomatiske bestræbelser på at få standset den langvarige og blodige krig er mangedoblet efter Saudi-Arabien og Iran i marts overraskende nåede til enighed om at begrave stridsøksen.
I den kinesiske hovedstad, Beijing, blev delegationer fra de to lande enige om at bilægge rivalisering og bitterhed, hvilket kan bane vej for fred i Yemen og styrke Irans internationale position.
I Yemen har det sunnimuslimske Saudi-Arabien støttet den internationalt anerkendte regering, mens det shiamuslimske Iran har støttet Houthi-oprørerne.
Nu kan saudiaraberne håbe på, at Iran vil stoppe droneangreb og missiler mod kongeriget fra det forarmede Yemen.
Den komplekse krig i Yemen er ofte blevet opfattet som en slags stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien.
Krigen har stået på siden 2014, hvor houthierne indtog Yemens hovedstad.
Kilder siger til det franske nyhedsbureau, at højtstående diplomater fra Oman er sammen med Houthi-oprørernes chefforhandler, Mohammed Abdelsalam, som bor i Muscat.
Oprørenes nyhedsbureau skriver i et tweet, at Abdelsalam siger, at Houthierne kræver “et stop for saudiarabernes aggression, en total ophævelse af en blokade og udbetalinger af lønninger til alle offentlige ansatte.”
FN’s særlige udsending til Yemen, Hans Grundberg, var i Oman for få dage siden for at bidrage til “den politiske proces.”
ritzau/Reuters
Andre læser også