Det skriver Greg Abbott selv på det sociale medie Twitter efter fredagens dom mod Daniel Perry.
– Jeg vil arbejde så hurtigt, som de texanske love tillader det, i forhold til benådningen af Daniel Perry, skriver Greg Abbott.
Et nævningeting kom fredag frem til, at Daniel Perry, en 37-årig hvid sergent i det amerikanske militær, skød og dræbte den 28-årige sorte mand Garrett Foster 25. juli 2020.
Det skete under en Black Lives Matter-demonstration i Austin, delstatens hovedstad.
Ifølge Reuters arbejdede Daniel Perry som chauffør for Uber, da han kørte rundt om et hjørne og nedad en gade, hvor demonstrationen var i gang.
Ved synet af demonstrationen stoppede Daniel Perry ifølge Reuters sin bil, hvorefter adskillige demonstranter nærmede sig køretøjet.
Demonstranterne har ifølge Reuters fortalt politiet, at de gjorde det af frygt for, at bilisten ville angribe dem.
En af demonstranterne var Garrett Foster, der ifølge avisen Austin American-Statesman bar en AK-47, et stormgevær.
Ifølge Daniel Perrys forsvarere pegede Garrett Foster våbnet mod bilisten.
Derfor havde han ifølge eget udsagn intet andet valg end at affyre sin pistol imod Garrett Foster.
Under retsmøderne blev der ifølge The Guardian fremlagt en række beskeder, som Daniel Perry sendte på Facebook forud for drabet.
Blandt andet skrev han, at han “måske ville tage til Dallas for at skyde plyndrere”.
I en anden besked skrev han: “Jeg er måske nødt til at dræbe et par folk på vej til arbejde, eftersom de demonstrerer uden for mit lejlighedskompleks”.
I Texas er det i de fleste tilfælde lovligt at bære våben i offentligheden, og delstaten har ifølge Greg Abbott en af USA’s stærkeste selvforsvarslove.
Det er på den baggrund, at han vil benåde Daniel Perry, da dommen ifølge guvernøren er en underkendelse af det princip.
Garrett Foster har ifølge avisen The Guardian selv arbejdet for det amerikanske luftvåben.
/ritzau/
Andre læser også