AVIZ

Wagner-chef tog afsked med dræbt russisk militærblogger

Funeral held in Moscow for Russian military blogger killed in cafe blast
Funeral held in Moscow for Russian military blogger killed in cafe blast (Yulia Morozova/Reuters)

Blandt deltagerne ved begravelsen var Jevgenij Prigozjin, der er leder af den private militære virksomhed Wagner-gruppen.

Han dukkede op med en mukkert i hånden. Den tunge hammer, der er blevet et symbol på Wagner-gruppen, placerede Prigozjin tæt ved kisten.

Flere af deltagerne ved begravelsen havde et Z eller et V på deres tøj. De to bogstaver er symboler på Ruslands krig i Ukraine.

Den 40-årige Tatarskij, hvis rigtige navn var Maksim Fomin, er kendt for at bakke op om den russiske præsident, Vladimir Putin, og krigen i Ukraine.

Han havde over 560.000 følgere på sin kanal på beskedtjenesten Telegram, der er meget anvendt i Rusland.

Siden krigen begyndte i februar sidste år, har russiske militærbloggere fået stadig mere indflydelse.

Tatarskij var blandt de mest fremtrædende russiske militærbloggere, som ind imellem også har rettet kritiske kommentarer mod Ruslands såkaldte “særlige militæroperation” i Ukraine.

I september sidste år var han en af de hundredvis af særligt indbudte gæster ved den ceremoni i Kreml, hvor Putin erklærede fire delvist besatte regioner i Ukraine som en del af Rusland.

Efter bloggerens død har Putin tildelt ham Modets Orden, som er en af de højeste ordener, en russisk soldat kan opnå. Denne orden lå sammen med flere andre på hans kiste ved lørdagens begravelse.

En af deltagerne ved begravelsen, 45-årige Aleksej Sobolev, fortæller, at han ligesom Tatarskij kæmpede på prorussiske oprøreres side i det østlige Ukraine i 2014. Det var det år, Rusland annekterede Krim-halvøen.

Sobolev beskriver Ruslands offensiv i Ukraine som “en kamp om overlevelse”.

– De har besluttet at udslette os alle, det er bare et spørgsmål om tid, siger han.

Rusland beskylder både Ukraine og præsident Putins modstandere for at stå bag bombedrabet på Tatarskij.

En 26-årig kvinde fra Sankt Petersborg er anholdt i forbindelse med drabet. Hun er sigtet for en terrorhandling og er blevet overført til et fængsel i Moskva.

Videooptagelser fra søndagens sammenkomst, hvor Tatarskij blev dræbt, viser hende overrække en gave i form af en statuette til den kendte blogger. Derpå satte hun sig på en stol ikke langt fra ham.

Kort efter eksploderede de sprængstoffer, der var gemt i statuetten. Tatarskij blev dræbt og flere andre såret.

Den 26-årige kvinde risikerer op mod 20 års fængsel, hvis hun kendes skyldig.

Hendes mand har sagt til russiske medier, at hun tilsyneladende er gået i en fælde, og at hun ikke har været klar over, at statuetten indeholdt sprængstoffer.

/ritzau/AFP

Andre læser også