En femte mistænkt er blevet løsladt, fordi der ikke var tilstrækkeligt med beviser mod ham i sagen. Der er tale om en 23-årig mand.
De fem har været stillet for en dommer fredag formiddag. Det skriver nyhedsbureauet TT og Aftonbladet.
Alle fem blev anholdt i en større politiaktion tirsdag.
Mændene har ifølge Säpo, der er svensk politis efterretningstjeneste, forbindelse til den militante bevægelse Islamisk Stat.
Anklageren, der fører sagen for politiet, havde begæret dem alle fem varetægtsfængslet.
Ifølge TT fremgår det af sigtelsen mod mændene, at den formodede planlægning af terror har fundet sted mellem 1. juni sidste år og tirsdag, hvor de blev anholdt.
Den 15-årige dreng blev dog først involveret i terrorplanlægningen den 30. august sidste år, mener politiet.
Da drengen blev fremstillet i retten, virkede han usikker, og han skævede flere gange mod de forsamlede journalister, skriver TT.
Hans forsvarer Ninmar Poli vil ikke sige noget om, hvad den 15-årige siger om de mistanker, der er rettet mod ham.
– Han nægter sig skyldig, og i øvrigt vil jeg ikke sige mere så meget mere end det, siger Poli.
Anklagemyndigheden havde begæret ham varetægtsfængslet af frygt for, at myndighederne ikke ville kunne overvåge ham tilstrækkeligt godt, hvis han blev sat på fri fod.
På grund af sin unge alder kan drengen dog højst tilbageholdes af politiet i tre måneder.
Det er uvist, hvor og hvornår et eventuelt terrorangreb skulle være udført. Det var dog ikke nært forestående, oplyste Säpo efter anholdelserne tirsdag.
Fredagens retsmøder holdes ved retten i Eskilstuna.
Dommeren besluttede at lukke dørene ved retsmødet, så de fremmødte journalister blev først lukket ind i retssalen, da der var truffet afgørelse om varetægtsfængsling.
– Retten vurderer, at der er risiko for, at han fortsætter sit ulovlige foretagende, derfor skal han fængsles, sagde retsformand Feryal Mentes ifølge TT om den første af de fem mistænkte, der blev varetægtsfængslet.
De fem mænd blev anholdt i henholdsvis Eskilstuna, Linköping og Strängnäs.
Sagen er ifølge Säpo én af flere sager, som efterretningstjenesten er blevet opmærksom på, efter at Rasmus Paludan brændte en koran af foran Tyrkiets ambassade i Stockholm i januar.
Det var en handling, som udløste vrede i flere overvejende muslimske lande, og som ifølge Säpo har øget truslen mod Sverige.
/ritzau/
Andre læser også