AVIZ

Russisk anklager kræver 25 års fængsel til Putin-kritiker

FILES-RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-OPPOSITION-TRIAL
FILES-RUSSIA-UKRAINE-CONFLICT-OPPOSITION-TRIAL (Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix)

Det oplyser hans advokat Maria Eismont ifølge Reuters efter et lukket retsmøde i sagen tirsdag.

Kara-Murza er anklaget for landsforræderi samt for at sprede “falsk” information om Ruslands hær og have forbindelse til det, der med russiske myndigheders ord kaldes en “uønsket organisation”.

Han blev fængslet i april sidste år for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine. Det skete ved tre lejligheder under besøg i udlandet, hvor han var inviteret til at tale.

Under et besøg i USA i begyndelsen af 2022 sagde Kara-Murza, at Putin bombarderer ukrainske hjem, skoler og hospitaler.

Næsten alle fremtrædende kritikere af den russiske præsident er enten flygtet fra Rusland eller fængslet.

I december blev oppositionspolitiker Ilja Jasjin idømt otte og et halvt års fængsel for at sprede “falsk information” om den russiske offensiv i Ukraine.

En af de mest fremtrædende Putin-kritikere er Aleksej Navalnyj, der sidder fængslet i Rusland.

Han vendte tilbage til sit hjemland i januar 2021 efter at have overlevet et giftangreb og efter at have tilbragt flere måneder på et hospital i Tyskland som følge af forgiftningen.

Vladimir Kara-Murza siger, at han selv tidligere har overlevet to giftangreb i 2015 og 2017.

Som følge af disse angreb lider han i dag af en nervelidelse, har hans advokater tidligere oplyst.

Lidelsen er blevet værre i det år, Kara-Murza har siddet fængslet. Og den har forhindret ham i at deltage i alle de retsmøder, der har været holdt i sagen mod ham. Han var dog til stede i retten torsdag.

Kara-Murza har både britisk og russisk statsborgerskab. Han var med til at bære kisten ved den amerikanske senator John McCains begravelse i 2018.

Han var en nær rådgiver for oppositionslederen Boris Nemtsov, som blev skudt og dræbt i det centrale Moskva i 2015.

Europarådet gav i oktober sidste år Vaclav Havel-prisen til Kara-Murza. Han fik prisen for sin kamp for demokrati.

/ritzau/

Andre læser også