AVIZ

Medier: 86-årige Silvio Berlusconi har leukæmi

FILE PHOTO: Former Italian PM Berlusconi attends a rally in Rome
FILE PHOTO: Former Italian PM Berlusconi attends a rally in Rome (Remo Casilli/Reuters)

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har talt med en unavngiven kilde med tæt kendskab til sagen. Kilden bekræfter en tidligere historie fra den store italienske avis Corriere della Sera.

Berlusconi har siden onsdag været indlagt på intensivafdelingen på et hospital i Milano. Han blev indlagt efter vejrtrækningsproblemer.

Leukæmi, der også kaldes blodkræft, er en livstruende sygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende celler.

Den tidligere premierminister var også indlagt i sidste uge.

I 2016 fik Berlusconi foretaget en større hjerteoperation. Tre år senere blev han opereret for en tarmsygdom. Han har desuden haft prostatakræft.

Silvio Berlusconi har som premierminister stået i spidsen for fire regeringer. Hans seneste regeringsperiode sluttede i 2011.

Han er stifter og fortsat leder af partiet Forza Italia.

Da der sidste år var præsidentvalg i Italien, havde Berlusconi egentlig meddelt, at han ville stille op som kandidat. Få dage inden valgkampen formelt begyndte, trak han dog sit kandidatur tilbage.

Berlusconi blev da heller ikke anset for at have de store chancer ved valget. For han er om nogen en politiker, der deler vandene i Italien.

Han er belastet af flere tidligere sexskandaler og en dom for skattesnyd.

/ritzau/

Andre læser også