AVIZ

USA-analytiker: Trump bruger straffesag til at skabe opbakning

Former U.S. President Donald Trump indicted by a Manhattan grand jury
Former U.S. President Donald Trump indicted by a Manhattan grand jury (Marco Bello/Reuters)

Tirsdag viste meningsmålinger fra det amerikanske institut Ipsos, at han nu har 48 procent af de republikanske vælgeres opbakning mod 44 procent før nyheden om tiltalen kom frem.

Straffesagen kan i det hele taget være med til at styrke Donald Trumps position i hans eget parti, Det Republikanske Parti.

Det siger Anders Agner, USA-analytiker og chefredaktør ved Kongressen.com.

– Man skal tage meningsmålingerne omkring kandidatopbakningen til det republikanske ræs med et gran salt i øjeblikket, fordi det er så tidligt i processen, at der ikke er så mange vælgere, der for alvor er begyndt at stemple ind endnu, siger han.

– Men de viser dog noget om, at denne her sag i New York ikke på den korte bane er et problem for Trumps primærvalgkamp.

– Dem, som syntes, han var fantastisk både i 2016 og 2020, de synes det stadig i april 2023, og de vil også stemme på ham, hvis de får muligheden, i 2024.

Donald Trump mødte natten til onsdag dansk tid op ved retsbygningen i New York City, hvor han formelt blev tiltalt i sagen om tys-tys-penge til Stormy Daniels.

Det er ikke i sig selv ulovligt at betale andre personer for at tie stille. Betalingerne er dog angiveligt blevet bogført som forretningsudgifter i form af advokatsalær, hvilket kan være ulovligt.

Efterfølgende holdt han en tale ved sit hjem i Mar-a-Lago i delstaten Florida.

– Jeg troede aldrig, at noget som dette kunne ske i USA. Den eneste forbrydelse, jeg har begået, er frygtløst at beskytte vores nation fra dem, der vil ødelægge den, sagde ekspræsidenten.

– Vores retssystem er blevet lovløst. De (Demokraterne red.) bruger det til at vinde valg.

Ifølge Anders Agner bruger Donald Trump sagen til at understøtte fortællingen om, at der er tale om en “heksejagt”, som Trump før har beskrevet det.

– Trump gør det, som Trump gør mange gange, når han er under anklage. Han prøver at få sagen til at handle om noget andet end lige det, som den reelt set handler om.

– Han prøver at politisere den. Han prøver få det til at lyde som om, det er en måde for Demokraterne at se, om de kan prøve at bremse hans kampagne.

– Det har vi set ham gøre før, og det kommer til at se ham gøre meget i den kommende tid, siger Anders Agner.

Trump har erklæret sig ikke skyldig i alle anklagerne.

/ritzau/

Andre læser også