Det oplyser politiet onsdag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.
I en udtalelse skriver politiet, at de anholdte personer havde barrikaderet sig inde i moskéen. Blandt dem var flere maskeret og bevæbnet med sten og fyrværkeri.
– Da politiet ankom (til moskéen, red.), blev der kastet sten mod betjentene, og fyrværkeri blev affyret inde fra moskéen af en stor gruppe urostiftere, står der blandt andet i udtalelsen fra politiet.
al-Aqsa-moskeen er et af de helligste steder inden for islam. Moskéen ligger i Østjerusalem på Tempelbjerget, som er helligt for jøderne.
Ifølge den israelske avis Haaretz er flere blevet såret i sammenstød mellem politiet og palæstinensere inde i al-Aqsa-moskeen.
Inden anholdelserne affyrede politiet blandt andet chokgranater for at rømme moskéen. De tilstedeværende havde tilsyneladende barrikaderet sig efter at have været til bøn i anledning af ramadanen tirsdag aften.
Politiet beskriver dem som “provokatører”.
Hjælpeorganisationen Palæstinensisk Røde Halvmåne oplyser ifølge Haaretz, at mindst syv personer er såret. De er primært kommet til skade, i forbindelse med at de er blevet ramt af gummikugler affyret af politiet.
Det er ikke tilladt for personer, der ikke er muslimer, at besøge al-Aqsa-moskeen. De kan dog besøge pladsen uden for moskéen.
Generelt bliver det opfattet som en provokation, hvis jøder besøger plateauet på toppen af Tempelbjerget, hvor al-Aqsa-moskeen ligger.
I kølvandet på urolighederne i al-Aqsa-moskeen har den militante bevægelse Hamas opfordret palæstinensere til at “marchere” mod Jerusalem for at forsvare moskéen. Hamas har base i Gazastriben.
Herfra er der ifølge Reuters blevet affyret mindst ni raketter mod Israel i løbet af natten. Som modsvar har Israel angrebet mål inde i Gazastriben.
Ifølge israelsk militær var dets angreb rettet mod baser, som Hamas bruger til at træne sine soldater.
/ritzau/
Andre læser også