AVIZ

Hamas kalder palæstinensere til al-Aqsa-moské efter sammenstød

Jérusalem : affrontements à Al-Aqsa, le Hamas dénonce un
Jérusalem : affrontements à Al-Aqsa, le Hamas dénonce un (Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix)

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er syv palæstinensere blevet såret i sammenstødene med politiet.

Politiet oplyste tidligere natten til onsdag, at det var gået ind i al-Aqsa-moskéen for at “fjerne provokatører”.

Hamas fordømte umiddelbart efter handlingen som “en hidtil uset forbrydelse” og opfordrede palæstinensere på Vestbredden til “i hobetal at marchere mod al-Aqsa-moskéen for at forsvare den”.

Sammenstødene sker midt i ramadanen, som er en måned, hvor muslimer verden over faster mellem solopgang og solnedgang. Om aftenen går de typisk til aftenbøn i moskéer.

Sammenstød ved al-Aqsa-moskéen under ramadanen er langtfra usædvanlige.

Lørdag kunne AFP berette om en palæstinensisk mand, som var blevet skudt af politiet ved moskéen.

Ifølge politiet greb manden en betjents pistol, hvilket fik betjenten til at reagere, men øjenvidner har sået tvivl om den forklaring og sagt, at palæstinenseren blev skudt uden grund.

I islam betragtes moskéen som det tredjehelligste sted efter Kaaba-helligdommen i Mekka og den grønne kuppel i al-Masjid al-Nabawi-moskeen i Medina.

Grunden, som al-Aqsa-moskéen ligger på, er samtidig det helligste sted i jødedommen.

Jøderne kalder det Tempelbjerget, og ifølge Det Gamle Testamente var det her, kong Salomon opførte det første tempel. Templet siges at være blevet jævnet med jorden, inden det blev genopført af Herodes den Store.

I timerne efter sammenstødene lød der sirener i israelske byer i området omkring Gaza. Øjenvidner og journalister beretter over for AFP om adskillige raketter, som er blevet affyret fra det Hamas-kontrollerede område ind mod israelsk territorium.

Sammenstødene har samtidig fået nabolandet Egypten til at kritisere Israel.

Ifølge Reuters skriver landets udenrigsministerium i en udtalelse, at Egypten opfordrer Israel til øjeblikkeligt at stoppe dets “åbenlyse overgreb” mod tilbedere i al-Aqsa-moskéen.

Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at det endnu ikke står klart, hvorfor politiet gik ind i moskéen.

Ifølge nyhedsbureauet hævder politiet selv, at det så sig nødsaget til at evakuere personer fra moskéen, som blev tilbageholdt af personer bevæbnede med fyrværkeri, sten og pinde.

NTB skriver, at der på sociale medier florerer videoer af politiet, som går til angreb på tilbedende blandt andet med knipler.

En israelsk betjent skulle efter sigende været blevet såret efter at være blevet ramt på benet af en sten. Adskillige er blevet anholdt.

/ritzau/

Andre læser også