AVIZ

Højesteret blåstempler myndigheds krav om lavere gebyr

RB PLUS Sms-koder og kontaktløse dankort nedbringer svindel
RB PLUS Sms-koder og kontaktløse dankort nedbringer svindel (Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)

Nets er blandt andet kendt for at være ejer af Dankortet. Dengang betød det, at selskabet nærmest havde monopol på betalingsområdet i forbindelse med nethandel.

– Højesteret fastslår, at de gebyrer for dankortbetalinger, som netbutikkerne betalte til Nets, var urimeligt høje, og at de skulle nedsættes til ikke over 1,20 kroner i snit, som vi foreskrev i 2013, siger Jacob Schaumburg-Müller, der er vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hos Nets var man ikke tilfreds, da styrelsen i 2013 gav påbud om at sætte gebyret ned.

Det endte i et sagsanlæg mod staten. Der skulle dog gå otte år, før Østre Landsret i februar 2021 nåede frem til en afgørelse.

Den lød, at myndighedernes afgørelse skulle stå ved magt.

Nets gik imidlertid videre med sagen og ankede til Højesteret.

Nets mente, at konkurrencemyndighederne havde begået en række fejl i forbindelse med de skøn, som lå til grund for afgørelsen.

I dommen skriver Højesteret, at det er op til den, som anfægter myndighedernes skøn, at godtgøre, at der er mangler ved grundlaget for skønsudøvelsen. Og det er ikke godtgjort i denne sag, lyder det i afgørelsen fra de fem højesteretsdommere.

Da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i sin tid traf afgørelsen om at give Nets påbud om at sænke gebyret, skete det ud fra en betragtning om, at Nets havde monopol på betalingsområdet.

Afgørelsen kom, efter at Foreningen for Dansk Internethandel i 2010 klagede over gebyrerne hos Nets.

Styrelsen traf i efteråret 2012 og i foråret 2013 afgørelsen, som gik imod Nets.

Styrelsen vurderede, at de gebyrer, som Nets krævede, “næppe ville kunne opretholdes i et marked med virksom konkurrence”.

Vurderingen var, at Nets tjente mere på gebyrerne, end selskabet ville have gjort, hvis der ikke havde været monopol. Derfor måtte prisen sættes ned.

Nets klagede først til Konkurrenceankenævnet, som med kendelser i juni og december 2013 blåstemplede afgørelserne fra styrelsen. Derefter gik Nets til Retten i Glostrup.

Her blev sagen henvist til behandling i Østre Landsret. Det kan ske i sager af principiel karakter, hvor det vurderes, at sagen alligevel vil ende i Højesteret.

Hos Nets er kommentaren til tirsdagens afgørelse kortfattet.

– Vi tager afgørelsen fra Højesteret til efterretning og har ikke mere at tilføje, skriver selskabets pressechef i en mail til Ritzau.

/ritzau/

Andre læser også