AVIZ

WHO: Infertilitet rammer en sjettedel af voksne verden over

FILE PHOTO: Director-General of the WHO Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus attends an ACANU briefing in Geneva
FILE PHOTO: Director-General of the WHO Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus attends an ACANU briefing in Geneva (Denis Balibouse/Reuters)

WHO opfordrer samtidig til øget adgang til fertilitetsbehandling.

Cirka 17,5 procent af alle voksne verden over er påvirket af infertilitet på et tidspunkt i deres liv, lyder det fra WHO.

Der er kun lille variation mellem rige og fattige lande.

– Globalt set er en ud af seks personer påvirket af en manglende evne til at få et barn på et tidspunkt i deres liv, siger Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er chef for WHO i forordet til en rapport om fertilitet.

– Det er uanset, hvor de bor, og hvilke ressourcer, de har, siger han.

I rige lande er det 17,8 procent af voksne, der på et tidspunkt i deres liv har problemer med fertilitet, mens andelen er 16,5 procent i lav- og mellemindkomstlande.

WHO-chefen siger, at rapporten, der er den første af sin slags i et årti, afslører “en vigtig sandhed – infertilitet diskriminerer ikke”.

Problemet med infertilitet beskrives af WHO som en “alvorlig global sundhedsudfordring”.

Det understreges, at det er svært at sammenligne situationen i forskellige regioner på grund manglende data fra en række lande.

Infertilitet beskrives som en sygdom i det reproduktive system hos mænd eller kvinder. Har man haft regelmæssig ubeskyttet sex i mere end 12 måneder uden at opnå graviditet, beskrives det som infertilitet.

Tirsdagens rapport fra WHO undersøger ikke årsagerne til infertilitet, og den forsøger heller ikke at fastlægge udviklingen over tid eller forskellen på infertilitet mellem kønnene.

Den giver dog et skøn over, hvor udbredt infertilitet er globalt og regionalt, efter at eksperter har læst sig igennem mange undersøgelser fra 1990 til 2021 verden over.

– Vi kan ikke, baseret på den data, vi har, sige, at infertilitet er i stigning eller konstant. Det spørgsmål har vi ikke svar på, siger James Kiarie, der er chef for afdelingen for prævention og fertilitetsbehandling i WHO.

/ritzau/AFP

Andre læser også