AVIZ

V slår igen rekord: Laveste Voxmeter-måling nogensinde

Året i billeder 2022 - Indlandundefined
Året i billeder 2022 - Indlandundefined (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

I den nyeste måling fra analyseinstituttet står Venstre til 8,8 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen.

Det er den laveste opbakning, Voxmeter nogensinde har målt til partiet.

8,8 procent af stemmerne vil udløse 16 mandater.

Det er syv mandater færre, end Venstre fik ved valget 1. november, hvor partiet fik 13,3 procent af stemmerne.

Desuden er det første gang i en Voxmeter-måling, at Danmarksdemokraterne med den tidligere Venstre-kvinde Inger Støjberg i front står til at blive større end Venstre.

Danmarksdemokraterne står til at få en opbakning på 9,4 procent.

Målingen kommer i en tid, som i forvejen er svær for Venstre, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen er blevet sygemeldt på ubestemt tid med stress.

Ledelsen af partiet er midlertidigt overtaget af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen og næstformand Stephanie Lose.

Også Socialdemokratiet ligger fortsat lavt i målingen fra Voxmeter sammenlignet med valgresultatet på 27,5 procent, som var partiets bedste valg i 20 år.

I den nyeste måling står partiet til 22,8 procent af stemmerne. Det er et fald på 4,5 procentpoint.

Det sidste parti i SVM-regeringen, Moderaterne, ligger forholdsvis stabilt. I målingen får partiet en opbakning på 8,7 procent, hvilket dog er en smule under valgresultatet på 9,3 procent.

Målingen er foretaget fra den 27. marts til den 2. april blandt 1044 repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

/ritzau/

Andre læser også