AVIZ

Fransk minister får kritik for Playboy-forside midt i krise

FRANCE-CINEMA-AWARD-CESAR-CEREMONY
FRANCE-CINEMA-AWARD-CESAR-CEREMONY (Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix)

Den 40-årige Marlene Schiappa, der er minister for socialøkonomi og foreninger, poserer i Playboy – dog fuldt påklædt.

Det sker som en del af et 12 siders langt interview om kvinder og homoseksuelles rettigheder og abort i magasinet.

Hendes beslutning om at posere på forsiden af magasinet irriterer nogle af hendes kolleger.

Det kommer nemlig på et tidspunkt, hvor den franske regering kæmper med strejker og voldelige demonstrationer på grund af planer om at hæve pensionsalderen med to år til 64 år.

Ifølge CNN har landets premierminister, Élisabeth Borne, sagt, at Schiappas handlinger på ingen måde er passende – især ikke på nuværende tidspunkt.

Parlamentsmedlemmet Sandrine Rousseau, der i lighed med Schiappa beskriver sig som feminist, mener, at ministeren viser en mangel på respekt over for det franske folk.

– Kvinders kroppe skal kunne eksponeres alle steder. Det har jeg ikke et problem med, men der er en social kontekst.

Selv siger Marlene Schiappa, at hun stiller op til interviewet for at sætte fokus på kvinder og seksuelle minoriteters rettigheder.

– Jeg forsvarer kvinders ret til at gøre hvad de vil med deres kroppe: uanset hvordan og hvornår, skriver hun på det sociale medie Twitter ifølge Sky.

Marlene Schiappa blev i 2017 udnævnt til Frankrigs første ligestillingsminister nogensinde, før hun senere skiftede rolle.

Som ligestillingsminister var hun med til at indføre nye love mod sexchikane.

1093 politifolk og brandmænd er kommet til skade i Frankrig, siden demonstrationerne i forbindelse med den franske regerings pensionsreform startede i midten af marts.

Det har den franske indenrigsminister, Gerard Darmanin, oplyst til det franske medie Journal du Dimanche (JDD) ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

/ritzau/AFP

Andre læser også