AVIZ

Prognose: Udfordrer vipper Montenegros veteran af pinden

Second round of presidential elections in Montenegro
Second round of presidential elections in Montenegro (Marko Djurica/Reuters)

Ifølge den første prognose får han omkring 60 procent af stemmerne ved anden runde af præsidentvalget søndag.

Prognosen, der kommer fra analyseinstituttet Cemi, er baseret på den foreløbige optælling.

Jakov Milatovic er en 36-årig økonom, der er uddannet i Vesten. Han står i spidsen for den stadig mere populære bevægelse Europa Nu.

Milatovic udfordrer den siddende præsident, Milo Djukanovic, der har domineret det politiske liv i det lille balkanland i over tre årtier.

Djukanovic fik omkring hver tredje stemme i første runde af præsidentvalget, der fandt sted for to uger siden.

Men Milatovic har opbakning fra den proserbiske fløj i Montenegro. Så mange af de vælgere, hvis kandidat ikke gik videre til anden valgrunde, foretrak den tidligere økonomiminister frem for den nuværende præsident.

Meningsmålinger havde på forhånd vist, at Djukanovic ville få svært ved at opnå genvalg.

Han har været præsident i to embedsperioder og premierminister i fire perioder i alt.

For lidt over to år siden tabte hans socialdemokratiske parti, DPS, parlamentsvalget til en koalition bestående af reformpartier og partier, der er tæt på Serbien.

Indtil 2006 udgjorde Serbien og Montenegro den sidste rest af Jugoslavien. Men Montenegro valgte uafhængighed fra Serbien det år.

Iagttagere siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at det parlamentsvalg, der efter planen skal finde sted i juni, kan komme til at ændre udenrigspolitikken i Montenegro, idet valget ventes at give fremgang til proserbiske partier.

En kommende proserbisk regering ventes ikke at dreje væk fra den vej mod EU-medlemskab, som Djukanovic har bragt landet ind på. Men en regering med et tættere bånd til Serbien kan sænke farten i processen, i og med at det kan give mere modstand mod reformer, skriver dpa.

Præsidentposten er overvejende ceremoniel. Det meste af magten ligger hos landets premierminister.

Omkring 540.000 vælgere kunne stemme ved søndagens valg.

Et endeligt resultat ventes klar i løbet af søndag aften eller natten til mandag.

/ritzau/

Andre læser også