AVIZ

Kinesiske fly har øget spændinger i Taiwanstrædet

Taiwan China Central America
Taiwan China Central America (John Minchillo/Ritzau Scanpix)

Aktionen er blevet fordømt af Taiwan som “irrationel”.

Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, siger, at Kina med fuldt overlæg skaber øgede spændinger, mens regeringen i Taiwans hovedstad, Taipei, altid reagerer forsigtigt og roligt. Hun fremsatte udtalelserne i en tænketank i New York torsdag.

Styret i Beijing har fremsat ikkespecificerede trusler mod Taiwan i forbindelse med den taiwanesiske præsidents besøg i USA. Kina opfordrede tidligere på ugen USA til ikke at tillade Taiwan s præsident at mellemlande i USA på hendes oversøiske rejse.

– Et sådant skridt vil blive opfattet som en “provokation”, har en kinesisk talsperson sagt ifølge Reuters.

Tsai Ing-wen indledte onsdag en ti dage lang rundrejse i Mellemamerika med to planlagte mellemlandinger i New York og Los Angeles i USA.

Tsai skal på sin tur mødes med allierede i Guatemala og Belize.

I USA er det også ventet, at hun vil mødes med formanden for Repræsentanternes Hus i USA, republikaneren Kevin McCarthy, på den ene af sine mellemlandinger.

– Hvis hun kontakter formand McCarthy, vil det være endnu en provokation, der på alvorlig vis krænker ét-Kina-princippet, skader Kinas suverænitet og ødelægger fred og stabilitet i Taiwan strædet, hed det i en udtalelse fra Zhu Fenglian, talsperson for Kinas kontor for Taiwan -anliggender, på et pressemøde onsdag.

Kina anser Taiwan som værende en del af landet og mener, at øen skal regeres fra Beijing.

Taiwan, der har et veludviklet demokrati, afviser kategorisk, at den selvstyrende ø skal regeres af Kina.

Da den daværende formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, i august sidste år besøgte Taiwan, gennemførte Kina storstilede krigsøvelser rundt om øen.

/ritzau/Reuters

Andre læser også