Tyrkiet har anholdt 48 personer for at have plyndret i kølvandet på det ødelæggende jordskælv i landet.
De mistænkte er anholdt i otte forskellige provinser. Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu lørdag.
Tidligere lørdag sagde den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at der vil blive slået hårdt ned på plyndringer og andre forsøg på at udnytte situationen.
Erdogan har erklæret tre måneders nødretstilstand i de ti provinser i det sydøstlige Tyrkiet, blev ramt af det kraftige jordskælv mandag.
Det giver myndighederne udvidede beføjelser og betyder blandt andet, at personer, der mistænkes for at plyndre, kan tilbageholdes i syv dage mod tidligere fire dage.
– Vi har indført nødretstilstand, sagde præsidenten under et besøg i provinsen Diyarbakir.
– Det betyder, at fra nu af skal folk, der er involveret i plyndringer eller bortførelser, vide, at statens faste hånd hviler på ryggen af dem, sagde Erdogan.
En indbygger i den sydlige by Antakya fortæller, at han oplevede plyndringer i de første dage efter skælvet, inden han forlod byen og tog til en landsby.
– Folk smadrede vinduer og hegn i butikker og biler, fortæller 26-årige Mehmet Bok til nyhedsbureauet Reuters.
En af de frivillige, der er i Antakya for at hjælpe de overlevende, siger, at hun ligeledes har set plyndringer.
– Vi kan ikke gribe ind, for de fleste af tyvene har knive. De fangede en tyv i dag, folk jagtede ham, fortæller den frivillige, der blot vil kaldes Gizem.
Mandagens jordskælv havde en beregnet styrke på 7,8. De kraftige rystelser og de mange efterskælv har kostet over 25.000 mennesker livet i Tyrkiet og Syrien.
/ritzau/AFP
Andre læser også