AVIZ

Myanmars militær opløser Suu Kyis tidligere regeringsparti

Myanmar junta chief at military parade
Myanmar junta chief at military parade (Unknown/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Det skyldes ifølge statslige medier, at partiet ikke har registreret sig til valget i tide. Tv-stationen MRTV oplyser, at Suu Kyis NLD fra onsdag “automatisk bliver opløst som politisk parti”. Det skriver AFP.

Aung San Suu Kyi, der tidligere de facto var Myanmars leder, førte både i 2015 og 2020 sit parti til overbevisende valgsejre.

Hendes parti besejrede militærstøttede partier ved begge valg.

I februar 2021 blev Suu Kyis regering væltet af Myanmars militær.

Årsagen var, at militæret mente, at der havde været svindel involveret ved valget i 2020, hvor det altså var blevet til en storsejr til Aung San Suu Kyi.

Militærets anklager om svindel er blevet afvist af både internationale observatører og Myanmars valgkommission.

I januar 2023 gav militæret alle politiske partier to måneder til at genregistrere sig. Det skulle ske under en ny streng lov, som militæret har indført forud for et valg, som det har lovet at afholde senest i august.

Militærets modstandere siger, at valget hverken bliver frit eller retfærdigt.

77-årige Aung San Suu Kyi har været fængslet siden militærkuppet og afsoner en lang fængselsstraf. Hun er blandt andet dømt for at forsøge at påvirke landets valgkommission og for at bryde coronarestriktioner.

Hun har selv afvist alle anklager og kaldt dem absurde.

Flere vestlige lande har også afvist retssagerne som en skueproces, der har været skabt for at holde juntaens største fjende på afstand.

Suu Kyi er i henhold til Myanmars forfatning udelukket fra at blive præsident, fordi hun har børn, der er udenlandske statsborgere.

Hun har dog haft en indflydelsesrig rolle som regeringsrådgiver, hvor hun har regeret indirekte gennem en form for “marionet” på præsidentposten.

Myanmar hed tidligere Burma, men har haft sit nuværende navn siden 1989. Der bor omkring 54 millioner mennesker i landet.

/ritzau/

Andre læser også