AVIZ

Danskejet tankskib er blevet angrebet af pirater i Guineabugten

MONJASA1
MONJASA1 (Monjasa/Free)

Det oplyser Monjasa i en presseudtalelse.

Der var 16 besætningsmedlemmer om bord på skibet, da angrebet skete 25. marts. Ingen af dem er danske, oplyser Monjasa til Ritzau.

Monjasa har på nuværende tidspunkt ikke kontakt til skibet. Det vides derfor ikke, om piraterne stadig er på skibet.

Ifølge ShippingWatch står underleverandøren Montec Ship Management blandt andet for hyring af besætning.

Monjasa fortsætter et tæt samarbejde med Montec Ship Management og myndighederne “gennem denne svære situation og efterfølgende”, lyder det i udtalelse fra Monjasa.

Der er tale om olietankskibet “Monjasa Reformer”, der sejler under liberisk flag.

Mediet Maritime Danmark skriver, at ifølge sikkerhedsfirmaet Diaplous Group skulle angrebet være foretaget af fem bevæbnede mænd.

Det samme skriver ShippingWatch med henvisning til Maritime Domain Awareness. Det er et samarbejde mellem den britiske og franske flåde.

Ifølge dem blev angrebet udført af fem pirater, som sejlede op til skibet i en jolle. Det har Monjasa ikke bekræftet, skriver ShippingWatch.

Guineabugten er et af verdens mest berygtede havområder i forbindelse med piratangreb.

Men Maritime Danmark skriver, at antallet er faldet markant siden 2022. Her blev der rapporteret om 19 angreb mod 35 i 2021 og 84 i 2020. Det skriver mediet.

Monjasa har base i Fredericia, men har olie- og shippingforretninger i store dele af verden.

Ifølge virksomhedens hjemmeside har de 500 ansatte på land og til vands. Det lyder desuden, at de leverer omkring seks millioner ton skibsbrændstoffer på verdensplan om året.

/ritzau/

Andre læser også