AVIZ

EU-lande vil forlænge krav om lavere gasforbrug

EU-lande er enige om at forlænge krav om lavere gasforbrug
EU-lande er enige om at forlænge krav om lavere gasforbrug (Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix)

EU-landenes energiministre er alligevel enige om, at man vil fortsætte med at holde et lavere gasforbrug i det kommende år.

Derfor vil EU-landenes energiministre forlænge det eksisterende krav om 15 procents reduktion i gasforbruget, så det gælder til marts 2024. Det oplyser en EU-diplomat.

Tirsdagens beslutning blev truffet på et møde for EU-landenes energiministre i Bruxelles. Og den skal nu formelt bekræftes skriftligt.

På vej ind til ministermødet sagde Sveriges energiminister, Ebba Busch, om forslaget:

– Selvom hele Europa nu ser frem til foråret, vil energiministrene i dag lægge mange kræfter i at forberede os på den kommende vinter.

– En af de direkte ting, vi ønsker at gøre, er at forlænge ønsket om at reducere gasforbruget, sagde Ebba Busch.

Kravet om at bruge mindre gas blev oprindeligt indført sidste år i lyset af de højere energipriser som følge af Ruslands krig i Ukraine.

Siden har forbrugere, virksomheder og myndigheder i mange EU-lande ivrigt forsøgt at nedbringe forbruget. Enten med lavere temperaturer på radiatorer eller gennem eksempelvis bedre isolering.

Blandt landene er Danmark. Og Belgien, hvor gas bliver brugt af mange husholdninger til både opvarmning og madlavning.

Men belgierne har taget målet om reduceret forbruget til sig, siger Belgiens energiminister Tinne van der Straeten.

– Det er et vigtigt møde i dag, fordi vi skal tale om at forlænge 15 procents målet om reduktion i gasforbruget. I Belgien har vi set, at husholdninger og virksomheder har reageret kraftigt og reduceret forbruget meget. Så det er et vigtigt signal, siger Tinne van der Straeten.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har tidligere oplyst, at det har ført til et fald i gasforbruget på næsten 20 procent set over hele EU.

Men det er ikke alle lande, som lever op til kravet. Derfor giver det mening at forlænge det for at bringe det samlede forbrug i EU endnu længere ned.

Tirsdagens beslutning betyder ikke, at der indføres et yderligere krav oven i de 15 procent, som EU-landene skulle levere sidste år. Men er en understregning af, at kravet også gælder i de kommende måneder.

Her skal EU-landene blandt andet have genopfyldt gaslagrene før næste vinter.

Selv om det i kraft af besparelser på forbruget – og en relativ mild vinter – lykkedes at komme ud af vinteren med markant mere i lagrene end ventet, vil det betyde et stort indkøb inden næste vintersæson.

/ritzau/

Andre læser også