– Jeg opfordrer alle demonstranterne i Jerusalem, fra højre til venstre, til at opføre sig ansvarligt og ikke voldeligt.
– Vi er brødre, skriver Netanyahu på det sociale medie Twitter.
Ifølge israelsk politi er der mandag samlet mindst 80.000 demonstranter uden for Knesset, der er Israels parlament i Jerusalem, skriver avisen Haaretz.
Det blev mandag morgen varslet, at Benjamin Netanyahu ville udtale sig om den anspændte situation i landet.
Konkret var der spekulationer om, at premierministeren ville annoncere, at regeringen udsætter eller helt dropper den kontroversielle retsreform, som er hele årsagen til de voldsomme uroligheder i Israel.
Men mandag eftermiddag har Netanyahu endnu ikke sagt noget om det videre arbejde med reformen.
Yoav Gallant blev smidt ud af regeringen, efter at han lørdag offentligt kritiserede reformplanerne. Det fik utilfredsheden i den israelske befolkning til at nå nye højder.
Israels finansminister, Bezalel Smotrich, opfordrer til, at regeringens højreorienterede støtter i befolkningen laver en moddemonstration i Jerusalem. Det skriver Haaretz.
Han slår fast, at “retsreformen på ingen måde kan bremses”.
Der er da også udsigt til, at højreorienterede demonstranter tropper op i Jerusalem senere mandag, skriver Reuters. Det er ventet, at støttegrupper til fodboldklubben Beitar Jerusalem vil deltage.
Den hårde kerne af Beitar Jerusalems fans er traditionelt berygtet for at være stærkt højrenationalistiske.
Også 17 rabbinere fra partiet Religiøs Zionisme opfordrer deres støtter til at gå på gaden for at vise deres støtte til retsreformen.
Religiøs Zionisme er repræsenteret i Netanyahus koalitionsregering med den stærkt højreorienterede og nationalistiske minister Itamar Ben-Gvir. Han er minister for national sikkerhed.
/ritzau
Andre læser også