Dødstallet efter det voldsomme jordskælv, der natten til mandag ramte Tyrkiet og Syrien, har lørdag passeret 24.000.
Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder AFP.
Ifølge embedsfolk og redningsarbejdere er 20.665 mennesker omkommet i Tyrkiet, mens 3553 er døde i Syrien.
Over 80.000 mennesker meldes såret i Tyrkiet, mens det i nabolandet Syrien er over 5200.
90.000 mennesker er blevet evakueret fra det ødelagte område i Tyrkiet, hvor der meldes om, at cirka 166.000 redningsmedarbejdere og frivillige fortsat arbejder.
Senest er der forlydender om, at en mand er blevet reddet ud af en kollapset bygning 125 timer efter jordskælvet.
Det vurderes, at mere end 12.000 bygninger er kollapset eller skadet i en sådan grad, at de ikke kan repareres.
De seneste dage er der blusset vrede op i den tyrkiske befolkning, hvor mange mener, at hjælpen efter jordskælvet er kommet for sent og har været for utilstrækkelig.
Der er snart præsidentvalg i Tyrkiet, og håndteringen af jordskælvet er af mange blevet spået som afgørende for, om den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, kan blive genvalgt.
Mandagens jordskælv havde en styrke på 7,8. Det ramte natten til mandag nær den tyrkiske millionby Gaziantep cirka 50 kilometer fra grænsen til det nordvestlige Syrien.
Mange lå og sov, da jordskælvet ramte.
Skælvet blev efterfulgt af en række voldsomme efterskælv – herunder ét, der var næsten lige så kraftigt som det første.
Tyrkiet blev også i 1939 ramt af et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,8. Det ramte ved byen Erzincan, og cirka 32.700 mennesker omkom.
Et andet kraftigt jordskælv dræbte i 1999 over 17.000 mennesker i Tyrkiet.
Der bor omkring 85 millioner mennesker i Tyrkiet. I Syrien, der ligger syd for Tyrkiet, er der godt 20 millioner indbyggere.
/ritzau/AFP
Andre læser også