Honduras bryder nemlig efter årtier officielt de diplomatiske forbindelser til Taiwan.
– Honduras’ regering anerkender kun eksistensen af ét Kina, skriver Honduras’ udenrigsministerium i et opslag på Twitter.
– Kinas regering er den eneste legitime regering, som repræsenterer hele Kina. Taiwan er en uadskillelig del af kinesisk territorie.
I Taiwans udenrigsministerium er Honduras’ flag blevet fjernet. Det oplyser et vidne til Reuters.
Honduras har den seneste tid varmet op til beslutningen, som altså var ventet.
Landets udenrigsminister rejste denne uge til Kina for at påbegynde relationer med landet.
Præsident Xiomara Castro havde forud for rejsen udtalt, at Honduras ville begynde diplomatiske relationer til Kina. Honduras var et af 14 lande, der formelt anerkender Taiwan.
Kinesiske nationalister flygtede i 1949 til Taiwan, da kommunisterne overtog magten på fastlandet.
Øen har siden fungeret som en uafhængig stat, men Kina betragter Taiwan som sit territorie. Det har derfor i Kinas øjne ikke ret til at agere som en stat i relationer med lande rundt i verden.
Danmark anerkender i henhold til den såkaldte “et-Kina-politik” ikke Taiwan som selvstændigt.
Honduras’ beslutning har ført til advarsler fra USA’s de facto-ambassade i Taipei. Herfra lød det lørdag, at Kina ofte kommer med løfter, som ikke bliver opfyldt.
Forholdet mellem Kina og USA er for tiden ganske anstrengt efter blandt andet nedskydningen af en kinesisk ballon over amerikansk territorie.
/ritzau/Reuters
Andre læser også