AVIZ

Rigspolitichef Thorkild Fogde genindtræder i tjeneste

Rigspolitichef Thorkild Fogde genindtræder i tjenesten, oplyser Justitsministeriet. Fogde har været fritaget for tjeneste i forlængelse af Minksagen.

I forlængelse af Minkkommissionens beretning blev Thorkild Fogde genstand for tjenstligt forhør, som skulle klarlægge, hvorvidt han havde begået nogen tjenstlige forseelser i forbindelse med myndighedernes ageren i Mink-sagen.

Konklusionen er, at det har han ikke.

– Forhørsledelsen med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen er nået frem til, at Thorkild Fogde ikke har begået nogen tjenesteforseelse. Jeg har naturligvis lagt forhørsledelsens konklusion til grund. Rigspolitichef Thorkild Fogde vil på den baggrund genindtræde i tjenesten, lyder det fra justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

Minkkommissionen konkluderede i sin beretning, som kom i juni sidste år, at der kunne rejses tjenesteretslige sager mod ti embedsmænd i forbindelse med Minksagen.

En af de ti embedsmænd var Thorkild Fogde. Herefter blev der indledt et tjenesteligt forhør af rigspolitichefen, og han blev fritaget fra tjeneste.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har med bistand fra Kammeradvokaten behandlet sagen om det tjenstlige forhør på justitsministerens vegne.

Imens Thorkild Fogde har været fritaget for tjeneste, har Lene Frank været konstitueret chef for Rigspolitiet. Hun genindtræder som politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

/ritzau/

Andre læser også