AVIZ

Blinken ser Rusland og Kinas forhold som et bekvemmelighedsægteskab

(Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix)
(Jose Luis Magana/Ritzau Scanpix)

Han siger, at Kina endnu ikke har givet militær hjælp til sin “juniorpartner”, Rusland, i krigen mod Ukraine.

Kinas præsident, Xi Jinping, afsluttede onsdag morgen et besøg i Moskva, der blev fulgt tæt i Washington D.C.

– Til dels som et resultat af, at de har et meget anderledes verdenssyn, end vi har, har de et bekvemmelighedsægteskab, siger Blinken til Senatets udvalg for relationer med udlandet.

– Rusland er rigtig meget en juniorpartner i det her forhold.

Blinken siger, at han mener, at Kina presser på for en “ikkeliberal” vision, der skal erstatte den verdensorden, som USA har sat.

– Jeg er ikke sikker på, at Rusland eller Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) rent faktisk vil have verdensorden – måske snarere verdensuorden, siger han.

Udenrigsministeren har i ugevis advaret om, at Kina overvejer at imødekomme russiske anmodninger om våben til krigen i Ukraine. Nogle efterretninger indikerer, at der er kommet begrænsede leveringer fra kinesiske selskaber til Rusland.

– Mens vi taler i dag, har vi ikke set dem krydse den linje, siger Blinken som svar på et spørgsmål om, hvorvidt Kina forsyner Rusland med “dødelig hjælp”.

Rusland, der er en af verdens største militærmagter, har været nødt til at forlade sig på våbenleverancer fra Iran og Nordkorea ifølge amerikanske efterretninger.

Under sit besøg i Rusland talte Xi for et kinesisk forslag om våbenhvile i Ukraine. Det forslag er blevet mødt med skepsis fra USA, der frygter, at Rusland vil bruge en våbenhvile til at omgruppere dets spredte styrker på slagmarken.

– Jeg tror, at deres diplomatiske støtte, deres politiske støtte, og deres til en vis grad materielle støtte til Rusland går imod vores interesse i at sætte en stopper for krigen, siger Blinken om Kina.

/ritzau/AFP

Andre læser også