AVIZ

Fem drukner efter overfyldt migrantbåds forlis ved Tunesien

Migration Europe
Migration Europe (Jeremias Gonzalez/Ritzau Scanpix)

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Fem migranters lig blev bjærget, og fem andre migranter blev reddet, men 28 savnes stadig, siger Ramadan Ben Omar, der er fra menneskerettighedsgruppen Det Tunesiske Forum for Sociale og økonomiske Rettigheder til AFP.

Han siger, at båden sank, fordi den var overfyldt. Der var 38 personer på båden. De fleste af dem fra Elfenbenskysten.

Båden var sejlet fra den tunesiske kystby Sfax med kurs mod den italienske ø Lampedusa, som er et populært mål for folk, der forsøger at undslippe krig og forfølgelse i Afrika for at finde sikkerhed i Europa.

Dette forlis er den seneste tragedie af sin slags i det centrale Middelhav, der er kendt som verdens dødeligste migrationsrute.

Tunesiske myndigheder har iværksat en indsats for at anholde udokumenterede migranter fra den del af Afrika, der ligger syd for Sahara.

Ifølge uofficielle data fra FN er 12.000 af de migranter, der i år har nået Italien, sejlet fra Tunesien. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I samme tidsrum sidste år var tallet 1300.

Libyen har tidligere været det sted, hvor de fleste migranter tog afsted mod Europa fra.

I februar sagde Tunesiens præsident, Kais Said, at udokumenterede migranter fra den sydlige del af Afrika er en konspiration, der har til mål at ændre Tunesiens demografi. Den kommentar er blevet hårdt kritiseret af rettighedsgrupper og Den Afrikanske Union.

Præsident beordrede i samme ombæring landets sikkerhedsstyrker til at udvise alle migranter, der bor i Tunesien ulovligt.

Den ordre har fået mange til at flygte fra landet, selv om de tidligere ikke havde intention om at foretage den farlige rejse mod Europa. Det siger en embedsmand fra FN ifølge Reuters.

/ritzau/

Andre læser også