Pressemeddelelse
22.3.2023 11:56:52 CET | Hospitalsenhed Midt – Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Mere ro og privatliv til patienterne, bedre plads til pårørende og større mulighed for fokuseret sygepleje til den enkelte patient. Det er nogle af gevinsterne, når hospitalerne går fra flersengsstuer til ensengsstuer. Men overgangen kan samtidig betyde, at nogle patienter bliver mere ensomme og utrygge, ligesom nogle sygeplejersker er bekymrede for at overse patienter eller data, mens de sygeplejestuderende risikerer at blive overladt mere til sig selv uden løbende kollegial sparring.
Det er nogle af konklusionerne fra et treårigt forskningsprojekt på Regionshospitalet Viborg.
– Overgangen til ensengsstuer har påvirket hverdagen på sengeafsnittene meget mere, end jeg på forhånd havde forudset. Langt de fleste af de ændringer og påvirkninger, vi har fundet, er kommet bag på mig, konstaterer forskningssygeplejerske og projektleder Susanne Friis Søndergaard i forbindelse med projektets afslutning.
Forskningsprojektet i Viborg er gennemført i samarbejde mellem Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland, VIA University College og Aarhus Universitet og blev sat i gang i forbindelse med det omfattende kvalitetsfondsbyggeri på Regionshospitalet Viborg. Her flyttede flere sengeafsnit fra en indretning med flersengsstuer til sengeafsnit med enestuer med eget bad og toilet til alle patienter.
Flytningen gav en unik mulighed for at undersøge, hvordan ændringen ville påvirke både patienternes oplevelse, sygeplejerskernes arbejde og de studerendes vilkår, og holdet bag forskningsprojektet gennemførte derfor en række observationer både før og efter flytningen.
– Vi gik ind i projektet med en åben og naiv tilgang: Lad os se, hvad der sker derude. Hvad gjorde sygeplejerskerne under hvilke omstændigheder – og bagefter har vi så spurgt dem, hvorfor de gjorde, som de gjorde. For eksempel kunne vi ret hurtigt konstatere, at der var noget med dørene ind til ensengsstuerne. Pludselig begyndte sygeplejerskerne at banke på, før de gik ind til patienterne – hvorfor gjorde de mon det, fortæller Susanne Friis Søndergaard, som hurtigt kunne konstatere, at de nye ensengsstuer etablerede patientstuerne som patienternes private rum, hvor hospitalets personale kommer som “gæst”.
De mange observationer er siden blevet studeret og analyseret, og konklusionen er, at overgangen har ændret hverdagen på sengeafsnittene markant.
For patienterne gælder, at de generelt er meget glade for ensengsstuerne. Her er der plads til privatliv og pårørende, og patienterne føler en høj grad af personlig kontrol. Omvendt betyder ensengsstuerne også, at patienter uden pårørende kan føle sig mere ensomme og isolerede, og særligt på patientstuerne langt væk fra personalets kontorer kan utrygheden og frygten for at blive glemt og overset snige sig ind.
– Ensengsstuernes påvirkning afhænger meget af patientens kontekst. Alder, køn, diagnoser og netværk kan for eksempel have betydning for, om man befinder sig bedre eller værre på en ensengsstue, konstaterer Susanne Friis Søndergaard.
For hospitalets sygeplejersker har overgangen til ensengsstuer resulteret i større fysiske afstande og flere daglige skridt, hvilket illustreres tydeligt med stigningen i antallet af gåede skridt i løbet af en arbejdsdag. Mens sygeplejerskerne tidligere gik omkring 7000 skridt, går de nu mellem 12.000 og 17.000 skridt i løbet af en vagt.
– Samtidig oplever nogle at blive mere mentalt stressede, fordi de er bange for at overse noget. Tidligere kunne de lige se til tre andre patienter, når de var inde på firesengsstuen for at give Peter et par Pamol. Og de observationer var med til at give dem en føling med, hvordan patienterne havde det. Nu skal de aktivt gå ind på fire ensengsstuer for at få samme overblik, forklarer forskningssygeplejersken.
Omvendt giver ensengsstuerne bedre mulighed for dybe samtaler og personcentreret sygepleje, og selv om sygeplejerskernes eget arbejdsmiljø kan synes mere udfordret, så vægter sygeplejerskerne ifølge forskningsprojektet patienternes privatliv, integritet og blufærdighed højere og peger dermed på ensengsstuerne som den bedste løsning.
Til gengæld er der en udfordring i forhold til de sygeplejestuderende på sengeafsnit med ensengsstuer. Mens de tidligere typisk fulgtes med en uddannet kollega ind på flersengsstuerne og dermed løbende kunne få eller bede om hjælp og sparring, går de nu i højere grad alene ind til patienterne, og vejledningen sker derfor typisk før og efter de konkrete opgaver.
At overgangen til ensengsstuer på den måde ændrer hverdagen på sengeafsnittene er ifølge Susanne Friis Søndergaard ikke nødvendigvis hverken godt eller skidt.
– Men vores forskning peger på, at det er nødvendigt at have en bevidsthed om og opmærksomhed på, hvordan det påvirker både patienterne, medarbejderne og de studerende, så man kan udnytte de fordele, ensengsstuerne giver – og forebygge nogle af udfordringerne, mener hun.
Det kan blandt andet handle om at sikre, at patienter uden pårørende bliver indlagt på stuerne nærmest personalerummene, så de kan føle sig mere trygge. Eller om at placere decentrale personalerum midt på gangene, så personale og patienter bedre kan høre og fornemme hinanden. Og på samme måde kalder de nye vilkår på en overvejelse om, hvordan man tager bedst hånd om de studerende, så de får den hjælp og vejledning, de har brug for.
– Min anbefaling vil derfor være, at vi tager resultaterne med i vores overvejelser fremover – både når vi bygger nye hospitaler, planlægger opgaverne i hverdagen på de enkelte sengeafsnit, og når vi underviser de studerende. På den måde kan vi sikre, at vi får det bedst mulige ud af de nye rammer, vurderer Susanne Friis Søndergaard.
Andre læser også
