Billeder af den kinesiske ballon, som i sidste uge fløj i amerikansk luftrum, viser, at den havde udstyr til efterretningsovervågning.
Det siger en højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium i en udtalelse torsdag.
Han udtaler sig på baggrund af billeder, som amerikanske U-2-fly har taget.
Ifølge embedsmanden, som udtaler sig anonymt, kan man se en række antenner på ballonen. Det er sandsynligt, at de kan bruges til at overvåge kommunikation, lyder det i udtalelsen.
Ballonen havde desuden solpaneler, som ifølge embedsmanden er store nok til at kunne drive udstyr, som kan overvåge kommunikation.
I udtalelsen lyder det, at det udstyr, som USA kan se på billeder af ballonen, ikke stemmer overens med, at ballonen skulle være en vejrballon.
Den kinesiske regering har hævdet, at ballonen havde et civilt formål og blandt andet blev brugt til meteorologisk forskning.
Det amerikanske forbundspoliti FBI siger til nyhedsbureauet Reuters, at man stadig er i de tidlige stadier, når det kommer til at undersøge de fysiske beviser fra ballonen.
Ifølge FBI er der stadig meget af ballonen, som er under vand. Derfor er det begrænset, hvad FBI har adgang til.
Ballonen blev lørdag skudt ned af et amerikansk kampfly. Ballonens dele landede i Atlanterhavet ud for den amerikanske østkyst.
FBI er begyndt at fjerne salt og havvand fra resterne af ballonen.
Ifølge Reuters har FBI ikke fundet sprængstof eller andre farlige komponenter i det, der er undersøgt af ballonen indtil videre.
Embedsmanden fra det amerikanske udenrigsministerium siger også, at det er vurderingen, at ballonens producent har relation til det kinesiske militær.
FBI har ikke fastslået, hvor delene er produceret. Men når det sker, kan oplysningerne enten bruges til efterretningsformål eller muligvis til en straffesag, lyder det.
/ritzau/AFP
Andre læser også