AVIZ

Omsætningen i Bonnier falder med 80 millioner kroner

Mediekoncernen Bonnier Publications måtte notere en markant nedgang i omsætningen i 2022.

Det oplyser Bonnier, der står bag en lang række magasiner, i en pressemeddelelse torsdag.

Alt i alt faldt de samlede indtægter med 80 millioner kroner sammenlignet med 2021 til 654 millioner kroner i 2022.

Administrerende direktør Jesper Buchvald skyder i pressemeddelelsen skylden på de internationale samfundsforhold.

– Omverdenen har budt på uforudsigelige og forskelligartede udfordringer i 2022, og det har desværre ikke været muligt at imødegå dem alle, siger Jesper Buchvald.

Resultatet af den primære drift lød i 2022 på 46 millioner kroner sammenlignet med 88 millioner kroner forrige år.

Bonnier Publications har hovedsæde i København og er en del af den svenske Bonnier-koncern.

Selskabet har aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Holland og Belgien.

Foruden Illustreret Videnskab står koncernen bag blandt andet Bo Bedre, Historie, Gør Det Selv, I Form, Bil Magasinet og Komputer for alle.

/ritzau/

Andre læser også