AVIZ

EU vil sende en million artillerigranater til Ukraine

EU vil sende en million artillerigranater til Ukraine
EU vil sende en million artillerigranater til Ukraine (Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix)

Det oplyser unavngivne EU-diplomater til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Beløbet svarer til knap 15 milliarder kroner.

Aftalen betyder ifølge Reuters, at EU i løbet af de næste 12 måneder vil sende omkring en million 155 millimeter-artillerigranater til Ukraine og samtidig fylde EU’s egne lagre.

Ifølge fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) skal EU-landene dog fortsat diskutere detaljer i aftalen på mandagens møde.

Her vil der også blive diskuteret behovet for yderligere finansiering på længere sigt til indkøb og produktion af ammunition.

– Der er et udtalt behov fra ukrainsk side i forhold til yderligere bidrag, når vi taler om ammunition. Jeg tror ikke, at vi kan sige, at vi er i mål med de donationer, der bliver givet og er givet på nuværende tidspunkt.

– Der er brug for yderligere donationer. Ikke mindst i forhold til ammunitionsproduktion og den efterspurgte 155 millimeter-ammunition, siger Troels Lund Poulsen.

Ukraines regering har flere gange anmodet om at få mere ammunition fra Vesten til kampen mod Rusland.

Ukraine har sagt, at det kræver 350.000 artillerigranater om måneden at stå imod de russiske styrker og samtidig kunne lancere egne angreb.

Den første del af EU’s plan sætter omkring en milliard af til, at EU-lande kan gennemgå deres lagre for ammunition, der hurtigt kan sendes afsted.

Den anden del sætter en milliard euro af til at få bestilt ny ammunition. Det er dog en udfordring, fordi Ukraine bruger ammunition i et tempo, så produktionen ikke kan følge med.

– Fra dansk side ser vi på, om vi fra dansk side kan facilitere, at den tomme ammunitionsfabrik i Frederikshavn kan bruges af private firmaer til at opbygge en ammunitionsproduktion i Danmark.

– Det håber jeg kan være muligt i løbet af de kommende måneder. Så kan det også blive en del af aftalen om et nyt forsvarsforlig, siger Troels Lund Poulsen

Efter mere end et års krig i Ukraine er der blevet tyndet ud i de europæiske ammunitionslagre. Der er derfor blevet sået tvivl om, hvor meget EU-landene yderligere kan donere uden selv at blive sårbare.

EU har indtil videre forsynet Ukraine med militærhjælp for omkring 12 milliarder euro – knap 90 milliarder kroner.

Ifølge embedsmænd fra EU er omkring 450 millioner euro – 3,35 milliarder kroner – gået til at købe 350.000 artillerigranater til Ukraine.

/ritzau/Reuters

Andre læser også