AVIZ

Efter stærkt 2022 sejler DFDS mod mere rørte vande i 2023

Den danske rederivirksomhed DFDS har i 2022 haft vokseværk, og det har medført en fordobling af overskuddet fra lige under en milliard kroner til lige over to milliarder efter skat.

Det fremgår af årsregnskabet for 2022 fra DFDS, der tjener penge på færgedrift og fragt af gods.

Men som i mange andre dele af transportsektoren, forventer DFDS, at dette år bliver langt mere afdæmpet.

Udsigten til en svag økonomisk udvikling i Europa og Tyrkiet får DFDS til at spå, at de vil tjene færre penge på færgefragten næste år.

Afdelingen for fragt af gods har dog et es i ærmet. DFDS har haft pengepungen fremme og købt McBurney Transport Group med base i Nordirland.

Når det er integreret fuldstændigt i 2023, forventer DFDS, at det vil bidrage til en øget omsætning og et øget overskud i godsafdelingen. Sammen med højere priser skal det give flere penge i kassen fra godsfragten.

– Trods modvind på bestemte områder har vores forretning klaret sig godt i 2022, siger DFDS-topchef Torben Carlsen i en note til regnskabet.

– Vi ser fortsat et stort potentiale for at øge vores netværk yderligere de kommende år, mens vi øger vores aktionærers afkast.

I første omgang skal DFDS, der har omkring 11.500 ansatte, navigere gennem 2023. DFDS sejler kun i og omkring Europa og til Tyrkiet. Derfor er det særligt europæisk økonomi, som DFDS påvirkes af.

– De tiltag, der tages for at sænke inflationen, forventes at føre til en recession i store dele af Europa, skriver DFDS i sit regnskab.

– Krigen i Ukraine kommer sandsynligvis til at trække aktiviteten ned i nabolandene, så længe den varer.

Særligt frygter DFDS, at lommesmerter i den britiske og tyske økonomi kan betyde, at der skal fragtes færre varer til og fra landene. Til gengæld har krigen i Ukraine betydet omlægning af fragtruter, der hjælper DFDS i andre dele af verden.

– Tyrkiets eksport til Europa tabte tempo mod slutningen af 2022, men det er i stedet blevet erstattet af højere import, da godstransporten til dele af CIS-landene (tidligere Sovjet-lande, red.) blev ført gennem Tyrkiet i stedet for, står der i regnskabet.

/ritzau/

Andre læser også