Det meddeler tre kilder med kendskab til forhandlingerne til Financial Times.
Ifølge kilderne kan en aftale blive underskrevet søndag aften.
Både UBS og Credit Suisse afviser over for Financial Times og nyhedsbureauet Reuters at kommentere oplysningen.
Heller ikke den schweiziske centralbank og det schweiziske finanstilsyn vil over for Financial Times bekræfte, at der er enighed om en overtagelse.
Men ifølge den schweiziske avis Der Bund holder regeringen en pressekonference søndag aften klokken 19.30.
Hvis en aftale ikke skulle falde på plads, er en hel eller delvis nationalisering af Credit Suisse på tale, skriver avisen.
Oprindeligt havde UBS budt en milliard dollar for Credit Suisse, men har ifølge Financial Times’ kilder nu fordoblet det beløb.
Schweiz’ centralbank skal desuden have tilbudt UBS omkring 100 milliarder dollar i likviditetsgarantier, skriver Der Bund.
De to banker har i løbet af weekenden arbejdet på at nå til enighed om en aftale, efter at Credit Suisse er kommet under pres, fordi bankkunder har trukket store pengebeløb ud af banken.
I bankens årsregnskab kom det tirsdag frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig ud.
Det fik i ugens løb den schweiziske centralbank til at stille 380 milliarder kroner til rådighed. Det skulle sikre, at banken har tilstrækkelig likviditet.
Den seneste uge har bankens aktie været på slingrekurs.
Fredag lukkede den i kurs 1,86.
Kilder siger til Financial Times, at UBS vil betale 0,50 franc – hvilket er omkring 0,54 dollar – per aktie, altså betydeligt under fredagens lukkekurs.
/ritzau/
Andre læser også