AVIZ

GN Store Nords salg af egne høretelefoner skrumper i 2022

Hvis man udelukker GN Store Nords opkøb, er selskabets salg af høretelefoner skrumpet syv procent det seneste år.

Det viser selskabets årsregnskab torsdag morgen.

Men takket være opkøbet af virksomheden Steelseries, der udvikler computerudstyr som headsets og computermus, er den samlede forretning vokset.

GN Store Nord forklarer, at faktorer som krigen i Ukraine, inflation og en faldende forbrugertillid har gjort det svært for virksomheden i løbet af 2022.

Traditionelt har salget af høreapparater udgjort den største del af omsætningen.

Men det danske selskabs andet forretningsben, GN Audio, fortsætter med at spille en større rolle. Her udvikles og sælges høretelefoner og headsets.

Det er også her Steelseries indgår. Selskabet, som primært henvender sig til personer, som spiller computerspil, blev købt for otte milliarder kroner i slutningen af 2021.

GN Hearing, hvor høreapparaterne sælges, har dog haft pæn medvind det seneste år med en vækst på fem procent organisk.

Dette forretningsben omsatte alene for cirka 6,2 milliarder kroner.

I alt har selskabet omsat for knap 19 milliarder kroner i 2022. Det har ført til et overskud på 570 millioner kroner, hvilket ikke engang udgør en tredjedel af overskuddet i 2021.

Overskuddet har taget et stort skridt tilbage, selv om man aktivt har forsøgt at skære i sine udgifter sidste år.

I regnskabet oplyser GN Store Nord desuden, at man set i lyset af de nuværende markedsvilkår vil rejse syv milliarder kroner i kapital ved at udstede nye aktier.

De nuværende aktionærer vil få forkøbsret, lyder det.

En udstedelse af nye aktier vil typisk få den nuværende aktiekurs til at dale, da selskabets markedsværdi skal fordeles på et højere antal aktier.

Provenuet skal bruges til at tilføre GN “finansiel fleksibilitet”, skriver selskabet videre.

/ritzau/

Andre læser også