Et værtshusslagsmål i Thisted udviklede sig natten til lørdag til et knivstikkeri.
Det var to mænd på 25 og 28 år, som kom i håndgemæng.
– Den ene trækker en kniv og stikker den anden i maven, siger vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen klokken 01.40.
Offeret var den 28-årige mand. Han er blevet kørt på hospitalet i Aalborg og er uden for livsfare.
Den 25-årige, der skal have ført kniven, har muligvis brækket hånden i forbindelse med slagsmålet.
Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Herning lørdag, hvor en dommer skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.
/ritzau/